En ny strategi, kombineret med 2 mio. kr. årligt til og med 2019, skal sikre, at alle kommunens børnehuse, børnehaver og vuggestuer fysisk er indrettet til, at børnene udvikler sig og lærer så meget, som de kan. Pengene har byrådet allerede afsat i budgettet, og med strategien har Skole- og Børneudvalget nu besluttet, hvordan pengene skal bruges for at fremme leg og læring i dagtilbuddene. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Strategien betyder at dagtilbuddene indrettes med forskellige lege- og læringszoner. Der skal være områder for den stille leg og læring, og områder, hvor børnene fysisk kan være aktive og larme mere.

-Det er besluttet at give de fysiske rammer i børnehaver og vuggestuer et løft, så de inspirerer børnene og støtter dem i at udvikle deres talenter. Børn er af natur nysgerrige og kreative, og det skal vi støtte op om. Det giver både dygtige og ikke mindst glade børn, siger borgmester Joy Mogensen.

De dagtilbud, der ikke i dag er gearet til at imødekomme de nye krav til de fysiske rammer om børnene, får en overhaling. Det sker efter en rækkefølgeplan og inden for en økonomisk ramme på 2 mio. kr. årligt over fire år. Også selvejende dagtilbud indgår i planen. Rækkefølgen revideres løbende i forbindelse med kommunens årlige tilsyn.

De berørte dagtilbud er børnehusene Skademosegård, Trekroner, Dommervænget og Egegården i Roskilde by, børnehusene Storkereden, Elverhøj og Gundsømagle i den nordlige del af kommunen og børnehuset Hyldebo i den sydlige del. Endvidere indgår det selvejende børnehus Spiloppen. Indsatsen kan fx bestå i bedre lysforhold, støjdæmpning og forbedringer af læringsmiljøer.