Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2015-11-11 til 2015-11-19.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Mistænkeligt forhold – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde
2015-11-12 – Kl. 04.43 fik politiet en henvendelse fra en årvågen borger om, at fire-fem sorthårede og sortklædte mænd – muligt maskerede – kom fra centret og steg ind i en sort bil, som de kørte væk fra stedet i uden lys og i retning mod Frederiksborgvej. Politiet kørte til området, men kunne ikke umiddelbart finde noget, der virkede unormalt på stedet.

Færdselsuheld – Støden, Roskilde
2015-11-19 – Kl. 07.57 kørte en ambulance og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en cyklist var blevet påkørt af en bil. Det viste sig, at en 11-årig pige fra Roskilde på cykel pludselig kørte ud mod midten af kørebanen, hvorved hun blev påkørt af en personbil ført med lav hastighed af en 45-årig kvinde fra Roskilde. Cyklisten, der ikke brugte cykelhjelm, blev kørt på skadestuen til behandling for en bule i hovedet samt brud på den ene ankel. Bilisten slap uskadt fra uheldet, og der skete mindre skader på de implicerede køretøjer.

Oddset-tyve – Dommervænget, Roskilde
2015-11-19 – Kl. 12.14 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked, hvor to mænd tirsdag 17. november 2015 kl. ca. 2130 havde stjålet to Oddset-kuponer. Mændene havde afleveret i alt tre kuponer til ekspedienten, som lagde de kuponer, som var blev kørt gennem spillemaskinen, på disken. Da to af de tre kuponer var klar til udlevering i forbindelse med betaling, stjal mændene de to kuponer og løb fra stedet. De havde spillet på tre kuponer på hver 1.000 kr., men betalte ikke for dem inden tyveriet. Efterfølgende har Danske Spil oplyst til supermarkedet, at de stjålne Oddset-kuponer var blevet indløst med gevinst.
Politiet undersøger nu sagen nærmere i et forsøg på at få identificeret gerningsmændene.

 

Fuld palletyv afsløret – Industrileddet, Svogerslev, Roskilde
2015-11-17 – Kl. 2019 alarmerede et par ansatte på en virksomhed politiet, fordi de havde afsløret en mand i at stjæle 5-6 paller. Pallerne havde tyven lagt ind i en varebil, men læssede dem straks af igen, da han blev afsløret. Tyven kørte fra stedet i varebilen, hvis nummerplade de ansatte aflæste og videregav disse oplysninger til politiet. Lidt senere kunne politiet standse varebilen på Lindenborgvej og sigte en 29-årig mand fra Tåstrup for forsøg på tyveri af pallerne. Da den 29-årige tillige var påvirket af spiritus, blev han frihedsberøvet i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han blev løsladt efter afhøring til sagerne og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Forsøg på røveri mod supermarked – Klosterengen, Roskilde
2015-11-17 – Kl. 21.22 anmeldte personalet i DagligBrugsen, at et par maskerede mænd havde forsøgt at tvinge sig adgang til supermarkedet, da personalet var ved at låse sig efter endt arbejde. Mændene medbragte en genstand, der ifølge personalet kunne minde om et gevær. Da personalet opdagede mændene, skyndte de sig ind i butikken og smækkede døren foran de to maskerede mænd, der efterfølgende hamrede voldsomt på døren.
Personalet slog alarm, og politiet kørte til området, hvor politiet dog ikke fandt de to maskerede mænd, som formentlig flygtede til fods i ukendt retning. Politiet kunne konstatere, at bagdøren yderligere var forsøgt opbrudt i forbindelse med røveriforsøget. Røverne blev beskrevet som mænd, 185-190 cm høje, klædt i mørkt tøj og med mørk hætte over hovedet. De medbragte begge aflange genstande, som måske kunne være et våben.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd i området ved supermarkedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Røveri mod tankstation – Ringstedgade, Roskilde
2015-11-12 – Kl. 07.24 fik politiet en anmeldelse fra Shell-tankstationen om et netop overstået røveri. En mand var kommet ind i butikken, hvor han under trussel med en kniv havde fået udleveret et mindre kontantbeløb. Efter røveriet flygtede røveren til fods ad Ringstedgade mod syd.
Røveren blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 18-25 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Mørkhåret, Talte: Dansk, Iført: Mørk trøje med grøn hætte. Grøn, gul og rød stribe omkring halsen. Mørke bukser. Mørke sko med hvide såler, Medbragte: 7-eleven pose m. reklamer, Bevæbning: kniv. Politiet ledte med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, efter røveren, men fandt ham ikke.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket røveren i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Anholdelse – Våbenlovgivningen m.v. – Roskilde
2015-11-11 – Kl. 10.00 ransagede politiet bopælene hos en 26-årig mand og en 39-årig kvinde begge fra Roskilde på grund af mistanke om besiddelse af ulovlige våben. Ved ransagningen fandt politiet et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition, yderligere ammunition af anden kaliber, ulovlige knive, 8 gram hash samt slagredskaber. Begge blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af ulovlige skydevåben, våbenlovgivningen samt lov om euforiserende stoffer for mandens vedkommende. Begge anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde i løbet af onsdagen.

Spirituskørsel – Vindeboder, Roskilde
2015-11-11 – Kl. 06.41 anholdte og sigtede politiet en 49-årig mand fra Holstebro for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Indbrud i perioden
Slotsbakken, Gadstrup
Snoldelev Bygade, Gadstrup
Langdyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Piledyssen, Gundsømagle, Roskilde
Stovdyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Rørhønevej, Gundsømagle, Roskilde
Jønksvej, Herringløse, Roskilde
Jyllingecentret, Jyllinge
Darupvej, Roskilde
Blegdammen, Roskilde
Boserupvej, Roskilde
Industrivej, Roskilde
Lærkevej, Roskilde
Baldersvej, Roskilde
Pulsen, Roskilde
Holbækvej, Roskilde
Nygade, Roskilde
Bekkasinvej, Himmelev, Roskilde
Sønderlundsvej, Roskilde
Bueager, Dåstrup, Viby Sj.