Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2015-09-02 til 2015-09-08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Anholdelse – Udlændingeloven – Ageren, Himmelev, Roskilde
2015-09-08 – Kl. 1310 anmodede Arbejdstilsynet om assistance fra politiet, idet Arbejdstilsynet under kontrol på en byggeplads havde truffet en mand, som ikke kunne identificere sig. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 28-årig mand fra Myanmar, der rettelig ikke kunne dels identificere sig, dels fremvise fornøden legitimation som grundlag for opholdet i Danmark. Politiet frihedsberøvede derfor manden efter udlændingelovens bestemmelser herom. Manden er fortsat i politiets varetægt, medens politiet undersøger, om han lovligt kan opholde sig i Danmark og også lovligt kunne arbejde her i landet.

Brand i blomsterkasse – Rønnebærparken, Roskilde
2015-09-03 – Kl. 1340 rykkede politiet og brandvæsnet ud til brand på en altan. Det viste sig, at der på ukendt måde var gået ild i en blomsterkasse med jord på en altan. Opgaven for især brandvæsnet var hurtigt overstået, og politiet foretager sig ikke yderligere i sagen, idet der ikke skete nogen skade på fast ejendom.

Fulde mænd – Hestetorvet, Roskilde
2015-09-02 – Kl. 2329 fik politiet en henvendelse om, at to berusede mænd vaklede rundt på gaden. Politiet kørte til området og fik kontakt med en 24-årig mand fra Roskilde og en 27-årig mand fra Valby ved togstationen. De var dog i stand til at klare sig selv og blev sendt hjem i seng for at sove rusen ud.

Grundstødt katamaran – Bleghaven, Jyllinge – Roskilde
2015-09-07 – Kl. 1838 fik politiet en underretning fra søredningsmyndighederne om, at en katamaran var strandet, og der var ingen personer om bord. Politiet fik hurtigt identificeret ejeren – en 45-årig mand fra Jyllinge – som fik assistance fra det kommunale redningsberedskab til at få katamaranen bragt flot igen. Politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Kite-surfer i nød – Roskilde fjord ud for Jyllinge – Roskilde
2015-09-07 – Kl. 1634 fik politiet via alarm 112 melding om, at en kite-surfer var forsvundet fra fjordens overflade ca. 500 meter fra kysten. En redningsaktion blev derfor sat i gang, hvor bl.a. en redningshelikopter blev sendt til området. Politiet sendte et par patruljer til området og kunne kort efter konstatere, at kite-surferen var på vej i land, medens selve kiten var fortsat til søs. Kl. ca. 1710 fik politiet kontakt til en 55-årig mand fra Jyllinge, der havde reddet sig selv i land i nogenlunde god behold. Han havde pådraget sig nogle knubs og ville selv tage på skadestuen til undersøgelse. Politiet og redningsmyndighederne indstillede herefter redningsaktionen.

Narkobilist – Jernbanegade, Roskilde
2015-09-08 – Kl. 1620 anholdt og sigtede politiet en 38-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. En narkometertest indikerede, at han formentlig var påvirket af både hash og amfetamin. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkobilist – Lindenborgvej, Roskilde
2015-09-07 – Kl. 1346 anholdt og sigtede politiet en 47-årig mand fra Holbæk for kørsel i en varebil i narkotikapåvirket tilstand. Han havde kort forinden kørt på Holbækmotorvejen i vestlig retning og havde sat hastigheden op, da en civil patruljebil ønskede at standse ham. En anden patrulje kom til og fik varebilen standset, da den kørte væk fra motorvejen. Den 47-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Redningsaktion – Lejre Vig / Roskilde Fjord – Lejre
2015-09-08 – Kl. 1348 bemærkede to opmærksomme borger – en 28-årig kvinde samt en 74-årig mand begge fra Lyndby, Kirke-Hyllinge – at nogle kanoer med flere personer ombord var kæntret i Lejre Vig. De slog straks alarm og sejlede efterfølgende i deres egne både ud for at redde de kæntrede i land. Politiet og redningsberedskabet kunne efterfølgende konstaterede, at ni unge mennesker var reddet i land af de to borgere. Redningshelikopteren, der var på vej til området, kunne derfor aflyses. Tre af de kæntrede var underafkølede efter opholdet i vandet, men kun den ene blev kørt til kontrol på sygehuset i Holbæk og efterfølgende indlæggelse. Kanoerne blev ikke reddet og er fortsat ude i vandet. De ni kæntrede var gymnasieelever fra et gymnasium i Hvidover og var på lejrskole-ophold på en nærliggende lejrskole ved Lyndby. Alle havde været iført redningsveste under sejlturen, hvor de formentlig var blevet overrasket over den kraftige fralandsvind og var kommet ca. 500 meter ud på vandet, hvor de kæntrede.

Tricktyveri på gaden – Møllehusvej, Roskilde
2015-09-07 – Kl. 0907 anmeldte pårørende til en 92-årig kvinde fra Roskilde, at den 92-årige netop havde været udsat for et tricktyveri, da hun gik ad Møllehusvej. En mørkegrøn personbil med tre udenlandske personer – to mænd og en kvinde – var standset ud for hende. Kvinden var steget ud og havde spurgt om vej til sygehuset. Efter svaret begyndte kvinde at famle den 92-årige om halsen og blev forgæves forsøgt skubbet væk. Den fremmede kvinde gik tilbage til bilen, som de alle kørte væk i. Herefter opdagede den 92-årige, at hun havde fået stjålet sin guldhalskæde og i stedet havde en plastik-perlekæde rundt om halsen. Politiet ledte efter den mørkegrønne bil med tre udlændinge i, men fandt hverken bil eller personer.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket bilen og/eller personer i området. Kontakt politiet på tlf. 114.

Uorden i kiosk – Stationscentret, Roskilde
2015-09-08 – Kl. 1513 ønskede personalet i en kiosk assistance fra politiet til at bortvise en kunde, som frivilligt ville forlade stedet. Politiet fik kontakt til en ophidset kvinde, som oplyste, at hun netop havde købt et taletidskort. Hun havde problemer med at få kortet aktiveret og ønskede hjælp hertil fra kiosk-personalet. Disse havde afslået med henvisning til travl og henvist kvinden til tele-udbyderen. Kvinden var blevet sur herover og nægtede at forlade kiosken. Politiet forsøgte at vejlede kvinden, som nu ønskede politiets hjælp til at annullere købet. I øvrigt ønskede hun ikke at forlade kiosken, selv om hun var til stor gene for både andre kunder og personalet. Da hun ikke hverken ville forlade stedet eller i øvrigt oplyse sit navn til politiet, måtte politiet til sidst se sig nødsaget til at anholde kvinden for at få hende ud fra kiosken. Herunder satte hun sig kraftigt til modværge og sparkede en af politifolkene over benet. Ilagt håndjern blev kvinden kørt til politistationen, hvor hendes identitet blev fastlagt til en 61-årig kvinde fra Roskilde. Efter afkøling på politistationen blev hun løsladt senere på eftermiddagen med sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Hun vil således modtage en bøde som afgørelse på sagen.

Uorden i toget – Jernbanevej, Roskilde
2015-09-07 – Kl. 0920 kontaktede en DSB-ansat politiet, fordi en kvindelig passager i toget havde oplyst, at hun var utryg ved sin kæreste, der nu havde gemt sig på togets toilet. Politiet kørte til Roskilde togstation, hvor politiet i toget traf en 23-årig mand og en 28-årig kvinde begge fra Kolding. Begge var påvirkede af spiritus og udviste en så støjende og fornærmelig adfærd, at politiet måtte frihedsberøve dem, så de – hver for sig – kunne blive afruset i politiets detentioner. Ved løsladelse i løbet af eftermiddagen blev begge løsladt med sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af deres adfærd i toget.

Vold – Hersegade, Roskilde
2015-09-07 – Kl. 0444 anholdt politiet to mænd på 19 og 25 år begge fra Roskilde for vold mod en 22-årig mand fra Store-Heddinge. De havde tidligere haft nogle uoverensstemmelser på et diskotek. Da den 22-årige sammen med en kammerat var på vej hjem, blev kammeraten skubbet væk, og den 22-årige blev slæbt ind i en baggård, hvor han blev slået og sparket. De to anholdte blev sigtet for vold, men løsladt efter endt sagsbehandling. Begge kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod dem skal afgøres.

Indbrud i perioden
Algade, Roskilde
Egegårdsvej, Himmelev, Roskilde
Fynsvej, Himmelev, Roskilde
Haraldsborgvej, Roskilde
Lysalleen, Himmelev, Roskilde
Lysevangsvej, Roskilde
Ringstedgade, Roskilde
Skolevej, Viby Sj. (2 steder)
Støden, Roskilde
Terrasserne, Himmelev, Roskilde
Thujavangen, Havdrup
Tjørnevænget, Øm, Roskilde
Vor Frue Hovedgade, Roskilde