Bycyklerne er helt almindelige – orange – cykler, hvor der er monteret en elektronisk cykellås. Via en app til smartphones kan brugerne nemt se, hvor cyklerne er og betale for at benytte ordningen.

Cyklerne kan parkeres i almindelige cykelstativer. Hele byzonen er parkeringsområde. På den måde vil cyklerne også være fordelt ud over byen.

Formand for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen, indviede i dag bycyklerne på Stændertorvet.

Han var glad for, at firmaet Donkey Republic, der har udviklet det enkle og billige bycykelsystem, har henvendt sig til kommunen, da de gerne vil afprøve systemet i Roskilde på både turister, pendlere og fritidsbrugere.

Torben Jørgensen mener, at initiativet går fint i tråd med kommunens satsning på cyklisme og lovede, at der vil komme endnu flere pladser til cykelparkering i byen fremover.

Der er 3 steder i byen, hvor cyklerne står ved knudepunkter: Stationen, Stændertorvet og havnen. Men cyklerne kan som nævnt afleveres og hentes hvor som helst indenfor en zone i bymidten.

Betaling for brug af cyklerne er meget simpel: Når man låser en cykel op, begynder tiden at tælle, og når man låser igen, stopper tælleren. Prisen er 50 øre pr. minut med en minimum betaling af 7 kr. for en tur, og firmaet giver 20 kr. på kontoen som en prøveperiode.

Forretningsmodellen baserer sig på at inddrage lokale erhvervsdrivende til at vedligeholde og re-distribuere cyklerne. I Roskilde har Donkey Republic valgt, at det er Roskilde Cykel Center, der skal stå for, at cyklerne er køreklare.

Roskilde Kommunes andel i projeket har bestået i at opstille ekstra cykelstativer og tavler med instruktioner i at bruge cyklerne.

bycykler1

bycykler2

bycykler3

bycykler4