Japansk besøg 5Både voksne og børn i Børnehuset Hanen har forberedt sig godt på besøget fra Japan. Flere af de store børn siger med stor selvfølgelighed ”konnichi wa”, som betyder goddag, når de går forbi de japanske gæster, der er på studietur i Roskilde Kommune. Den japanske delegations 15 medarbejdere arbejder alle med børn indenfor 0-6års området, og de danske børn bliver flittigt fotograferet under besøget.

Selvom vi bor på hver sin side af jorden, og selvom vi har vidt forskellige traditioner, hvad angår børneopdragelse og pædagogik, er der ifølge tolken alligevel også meget, japanerne kan genkende.

– Børnene skal trives og udvikle sig, mens de er i dagtilbud. Derfor har vi fokus på både leg og læring. Og jeg ser det som et stort skulderklap til det arbejde, vi udfører i Roskilde Kommune, at folk kommer langvejs fra for at høre om vore erfaringer og visioner på området, siger formand for skole – og børneudvalget Claus Larsen.

Japansk besøgVil nærstudere genbrugstankegang
Det er ikke tilfældigt, at den japanske delegation besøger Børnehuset Hanen. Deltagerne har nemlig ønsket at besøge en institution, der arbejder med forskellige pædagogiske værktøjer, inspireret af den skabende pædagogik, som har hentet inspiration i italienske Reggio Emilia. Børnehuset er også med i det landsdækkende projekt ReMida.

Ud fra tankegangen “fra affald til guld” indsamler Børnehuset kasserede materialer fra forældre og virksomheder, opbevarer dem i deres ReMida-lager og bruger dem i det kreative arbejde med børnene.

Netop genbrugstankegangen optager de japanske gæster, og de er tydeligt overraskede over, hvor meget børn kan få ud af forskellige genbrugsmaterialer.

Som tak for besøget har de femten japanere forberedt en sang, som de synger for hele institutionen, før turen går videre til de andre dagtilbud i Roskilde Kommune.