Den nye, erhvervsrettede tiendeklasse eud10 lægger i sit første år ud med 29 elever. 19 af dem følger sundhed og handelssporet, hvor SOSU Sjælland og Handelsskolen afvikler den praktiske del, og 10 elever følger fødevarer og teknologi sporet, hvor Slagteriskolen og Teknisk Skole afvikler de praktiske forløb.

Eud10 foregår på Roskilde Kommunes tiendeklassecenter TCR i 25 uger og erhvervsskolerne i 15 uger. Forløbet er tilrettelagt, så det introducerer eleverne til de fire hovedindgange på erhvervsuddannelserne. Roskilde Kommune har indgået overenskomst med Roskilde Tekniske Skole, Roskilde Handelsskole, Uddannelsescentret Roskilde – Slagteriskolen samt SOSU Sjælland om eud10.

– Roskilde er en innovativ uddannelsesby. Vi samarbejder med dem, der kan skabe det bedste tilbud til de unge. Det er det, vi har gjort med Eud10 forløbet til dem, der gerne vil have en erhvervsuddannelse, men som enten ikke opfylder adgangskravene eller er usikre på, hvad der er det rigtige for dem, siger formand for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen.
sosu sjælland logo