Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2015-07-06-2015-07-14.

Brand i bil – Roskilde
2015-07-13 – Kl. 1318 blev anmeldt om brand i en varebil, der stod på Holbækmotorvejen. I bilen lå gasflasker. Begge vognbaner blev spærret og branden blev hurtigt slukket af brandvæsenet uden gasflaskerne eksploderede.

Vold mod buschauffør – Roskilde
2015-07-13 – Kl. 1510 blev en 51-årig kvindelig buschauffør udsat for vold i bus 1067, hvor hun blev slået i ansigtet med flad hånd.
Volden skete på Københavnsvej, hvor hun blev truet af to kvindelige passagerer, hvoraf den ene havde en falsk SMS billet, hvorfor kvinden blev afvist. Da de to kvinder hørte, at politiet var tilkaldt, stak de af fra stedet i retning mod Ro’s Torv. Politiet leder nu efter de to voldelige kvinder.

Brand – Roskilde
2015-07-04 – Kl. 1725 kørte politi og brandvæsen til brand i Hersegade. Der var imidlertid kun tale om røg. En mand var ved at grille på stedet, og branden var således meget kontrolleret og uden fare for bygning m.v.

Brand – Roskilde
2015-07-13 – Kl. 1958 blev anmeldt om brand i Hersegade. Det viste sig, at der var tale om en kortslutning i et el-skab, og der nåede således ikke at udvikle sig nogen brand, før problemerne var klaret.

Mistænkeligt forhold – Roskilde
2015-07-10 – Kl. 1818 modtog politiet en melding om, at to mænd kort forinden gik rundt i Føtex, Stationscentret, hvor denne ene af dem havde en pistol i hånden. Anmelderen var ikke sikker på, om det var en ægte pistol, men flere følte sig forståelig nok utrygge.
De to mænd kørte fra stedet i en bil, som politiet kort efter standsede. Det viste sig, at de to mænd på henholdsvis 19 og 29 år, med midlertidigt ophold i Avnstrup, havde en legetøjspistol i bilen.
Det førte til en generel belæring om, at man ikke som voksen går rundt og svinger med legetøjspistoler, da det kan skabe frygt og utryghed. Det var politiets indtryk, at de to forstod budskabet. Hvorfor de havde gjort det, meldte historien ikke noget om. Politiet skønnede, at der ikke var tale om et strafbart forhold.

Narkopåvirket bilist – Roskilde
2015-07-13 – En 29-årig mand fra Roskilde blev kl. 1605 anholdt og sigtet for narkokørsel i en uindregistreret bil på Kongemarksvej. Bilen var forinden væltet om på siden, men det lykkedes den 29-årige og en passager at få bilen på højkant igen. Hændelsen blev set af en politimand uden for tjeneste, der tilkaldte en patrulje til stedet. Den 29-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøve.

Spirituskørsel – Roskilde
2015-07-05 – Kl. 2220 anholdt politiet en 43-årig mand fra Polen, der kørte på Ringstedgade. Han var påvirket og fik taget en blodprøve og løsladt efterfølgende.

Spirituskørsel – Roskilde
2015-07-06 – Kl. 0944 anholdt politiet en 29-årig kvinde fra København, der blev standset på Gammelgårdsvej. Hun var påvirket og fik udtaget en blodprøve og løsladt.
Kl. 1002 anholdt politiet en 38-årig mand fra København, der blev standset på Øde-Hastrup Vej. Han fik taget en blodprøve og løsladt igen.
Kl. 2003 anholdt politiet en 80-årig mand fra Skovlunde, der sad i sin bil på Maglegårdsvej. Forinden var et træ påkørt. Manden var påvirket af spiritus, og han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Tyveri fra byggeplads – Ågerup, Roskilde
2015-07-06 – Kl. 08.43 modtog politiet en anmeldelse om tyveri. Tyvene havde skåret bomlåse over til to containere på en byggeplads i Ågerup, hvorfra der var stjålet to stk. GPS-anlæg tilhørende gravemaskiner, en benzingenerator og en jordlop.

Indbrud i virksomhed – Roskilde
2015-07-06 – Kl. 03.21 under patrulje så politiet tre cyklister, som de gerne ville have en snak med. Da cyklisterne så politiet satte de farten op og forsøgte at undslippe kontakt med politiet. En af personerne – en 21-årig mand uden fast bopæl – smed cyklen fra sig og forsøgte at stikke af til fods. Det havde han ikke held med og blev efter kort eftersættelse til fods anholdt. I mandens rygsæk blev der fundet forskellige effekter – herunder et stempel fra en virksomhed, hvor adressen også stod. Der blev ligeledes fundet en Ipad, bonruller, kaffekasse indeholdende mønter, firmakort og mindre kontantbeløb.
En patrulje blev efter anholdelsen sendt til den pågældende virksomhedsadresse og kunne bekræfte, at der havde været indbrud.

Tricktyveri – Roskilde
2015-07-08 – Kl. 0910 blev anmeldt om tricktyveri på Jernbanegade, hvor en kvinde, der virkede påvirket, henvendte sig til en mand ved 7Eleven. Kvinden stillede forskellige spørgsmål og tiggede om penge. Pludselig var mandens rygsæk væk og forurettede så en mand løbe af sted med rygsækken, der indeholdt div. tøj og elektronik. Intet signalement.

Tricktyveri – Roskilde
2015-07-13 – Kl. 1843 var en 30-årig mand fra København udsat for et tricktyveri, da han sad på en cafe på Hestetorvet. En mand tiggede ved cafeen, og i den forbindelse forsvandt den 30-åriges mobiltelefon.

Tricktyveri – Roskilde
2015-07-08 – Kl. 1547 blev anmeldt om tyveri af en tegnebog med kontanter og diverse andet indhold. En mand stod med et lille stearinlys og rørte ved sin næse. Den 83-årige anmelder troede, at manden ville spørge, om lyset osede.
Han forstod tilsyneladende ikke engelsk. Manden var muligt i selskab med en kvinde. Efter mødet med den udenlandske mand manglede forurettede sin tegnebog.

Uro – Roskilde
2015-07-14 – Kl. 2142 blev en 29-årig mand med ukendt adresse anholdt og lagt i detentionen efter at have lavet uro på Roskilde Station. Han var bl.a. utilfreds over, at han ikke kunne få øl i en forretning, selv om han ikke havde nogen penge. Den 29-årige blev løsladt igen ud på morgenstunden.

Vold og lignende i retten – Roskilde
2015-07-04 – I forbindelse med et retsmøde kl. 0948 blev en sigtet så vred, at han smed en kaffekande med varm kaffe efter en dommer. Heldigvis ramte han ikke dommeren, men den 25-årige mand fra Køge fik yderligere en sigtelse oven i dem, som han lige var dømt for. Se udsendt pressemeddelelse.

 

Indbrud i perioden
Algade, Roskilde
Boserupvej, Roskilde
Bredgade, Roskilde
Darupvang, Roskilde
Engbækvej, Gundsømagle
Herringløse Bygade, Roskilde
Industrileddet, Svogerslev
Industriskellet, Svogerslev