Fredag den 2. juni åbner det store boligområde i Roskilde, Æblehaven og Rønnebærparken, for en storstilet udendørs koncert for hele familien.

Koncerten er kulminationen på projektet Spil Op, hvor skolebørn i Roskilde i 3 år hver uge er blevet undervist i samspil af lærere fra Roskilde Musiske Skole. Spil Op har haft besøg i klassen af musikere fra Danmarks Underholdningsorkester og har lært om instrumenter, sunget i kor og medvirket i koncertforløb om klassisk musik. Formålet har været at bidrage til musikalske fællesskaber og give en gruppe børn særlige oplevelser med den klassiske og symfoniske musik, som de ellers ikke ville få.

Ved koncerten bliver de 200 lokale børn bakket op af Danmarks Underholdningsorkester under ledelse af Andreas Vetö.

Med på scenen er to skønne solister: KATINKA og ISAM B.

Christine Skou leder børnene gennem deres del af koncerten sammen med Spil Ops faste lærere – Tim Ewé Bjerre og Hans Borggreen og borgmester Tomas Breddam holder åbningstalen.

Anden del af koncerten bliver med highlights fra solisternes soloalbums og stemningsfulde sommer- og fællessange.

Adressen er Æblehaven 136, på boldbanen ved Idrætsbiblioteket. Medbring tæpper og nyd hele koncerten, som er gratis.

Baggrund

Projektet Spil Op startede i 2019 som et samarbejde mellem Roskilde Kommune, Roskilde Musiske Skole, Danmarks Underholdningsorkester og 3 særligt udvalgte folkeskoler.

Alle 0. – 3. klasser på Østervangsskolen, Tjørnegårdsskolen og Hedegaardenes Skole har siden skoleåret 20/21 haft sammenspil på skoleskemaet og koncertbesøg i klassen af mindre ensembler fra Danmarks Underholdningsorkester.

2. og 3. klasserne har helt unikt sunget og spillet koncerter med Danmarks Underholdningsorkester.

Spil Op er en større satsning under Roskilde Kommunes strategi Alle Tiders Musikby. Visionen er, at Roskilde Kommune skal være et fremtidslaboratorium for musik, hvor der testes nye veje for det gode liv, for fællesskaber og skabertrang med musikken som driver.

Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem de 3 skoler, Roskilde Musiske Skole, Danmarks Underholdningsorkester, Boligselskabet Sjælland og afdelingen for Kultur, Bibliotek og Idræt i Roskilde Kommune.

Turning Tables, som er en NGO, der arbejder for børn og unges deltagelse i kulturlivet, vil også bidrage til programmet den 2. juni.

Projektet er finansieret af fondsmidler fra Augustinus Fonden og Knud Højgård Fonden. Derudover har skolerne bidraget med lærere og pædagogtimer, de musiske skoler har bidraget med egenfinansiering og Roskilde Kommune har bidraget med midler fra boligpolitikken i social balance.

Pressefoto Roskilde Kommune

Kilde.