Borgerne i Jyllinge skal beslutte sig senest den 7. januar 2016.
Det politiske system arbejder på højtryk for, at arbejdet med stormflodssikring i Jyllinge Nordmark kan komme i gang.

Klima- og Miljøudvalget har behandlet konkrete forslag til en sikring langs fjorden og Værebro Å. Udvalget indkalder til borgermøde den 7. januar. Samtidig har Plan- og Teknikudvalget behandlet grundlaget for, at digerne og sluserne kan opføres i form af en ny lokalplan.

Klima- og Miljøudvalget måtte på dets møde den 3. november konstatere, at grundejerforeningerne ikke kunne blive enige om, at sende én samlet pakke med beskrivelse af ét projekt til politikerne.
Borgermøde Jyllinge Nordmark 200514

Dige med sluse over Værebro Å
Foreningerne er enige om de fleste dele af projektet nemlig, at der skal være et fløjdige med sluse over Værebro Å og et østdige langs åen for en sikkerheds skyld.
Men der er ikke enighed om højden og placeringen af diget langs fjorden på en lille delstrækning. 9 grundejerforeninger, der repræsenterer et stort flertal af de 540 berørte ejendomme i området, ønsker en sikringskote på 2,40 m. To grundejerforeninger, samt enkeltmedlemmer fra de øvrige grundejerforeninger, ønsker en højde på 2,20 m eller – som et kompromisforslag – en højde på 2,30 m..

Klima- og Miljøudvalget har valgt at indstille flertallets forslag som det, der skal til vejledende afstemning blandt de berørte beboere den 7. januar.

”Vi har i udvalget valgt at gå videre med det generelle ønske, vi har fornemmet i Nordmarken nemlig, at de ønsker maksimal tryghed. Bodil nåede i 2013 op på 2,06 m. Et tillæg på 30 cm – altså fra 2,10 m. til 2,4 m. – svarer til en klimasikring på ca. 50 år”, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Jonas Bejer Paludan..

510 ejendomme i Nordmarken og 28 i Tangbjerg involveret
I alt vil 510 ejendomme i Nordmarken og 28 i Tangbjerg blive omfattet af projektet, hvis sikringskoten bliver 2,40 m..
487 ejendomme vil skulle betale et fuldt bidrag til anlægget på 20.515 kr., mens 51 ejendomme, hvor det kun er adgangsvejen der er udsat, skal betale et reduceret bidrag på 10.258 kr.
Roskilde Kommune betaler halvdelen af de samlede udgifter i projektet.

Smallere sti og færre friarealer
Mens Klima- og Miljøudvalget diskuterede diger den 3. november, har Plan- og Teknikudvalget behandlet sagen om en ny lokalplan den 5. november. Her har interessen især samlet sig om udlægget til en sti langs Værebro Å og størrelsen på friarealer ved åen. Efter borgernes input til det første udkast til lokalplanen, er der blevet ændret på disse punkter. Det reviderede udkast indeholder færre fælles friarealer på private ejendomme og smallere stier på visse strækninger langs åen.
Ændringer til lokalplanen understøtter stadig fuldt ud forslagene til kystsikring af Jyllinge Nordmark.

Udvalgsformand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen er glad for at lokalplanen nu endelig ser ud til at komme i hus.
”Det har været et langt sejt træk for borgere, forvaltning og politikere, men nu ser enderne ud til at mødes. Vi er blevet mødt af et meget engageret lokalsamfund, som har forholdt til kritisk til lokalplanforslaget. Det har vi lyttet til og fundet gode løsninger ved at justere på en række punkter,” siger han.

Plan- og Teknikudvalget sender sagen videre til endelig politisk behandling i byrådet den 25. november. Udvalget har også sendt en sag videre til byrådet om at sætte en VVM (vurdering af virkninger på miljøet) i gang af forslaget til kystsikring. Dermed behandles alle tre sager om lokalplan, kystsikring og VVM på samme byrådsmøde i november.