hf maglehoj2Haveforeningen Maglehøj
Hf. Maglehøj 131a
4000 Roskilde
post@hfmaglehoej.dk

Tæt på naturen
Haveforeningen Maglehøj  ligger på landet i naturskønne omgivelser lige uden for Roskilde by. Her er der højt til loftet og frisk luft til alle sider. Haveforeningen ligger solidt plantet mellem grønne områder og åbne marker. I tillæg til den grønne natur, er der tre moser med et rigt dyreliv, som foreningens beboere nyder godt af. I og omkring moserne yngler blandt andet vildænder og blishøns, til stor fornøjelse for både børn og voksne. Havens beboere har det sjovt med at fodre fuglene, og ekstra sjovt er det selvfølgelig, når der er ællinger i blandt.

Legeplads for store og små
Udover at nyde det rige dyreliv i området, bruger Haveforeningen Maglehøjs beboere tid sammen på foreningens aktivitetsområder. Foreningen har blandt andet sin egen legeplads, hvor de mindste kan få sig et par fornøjelige timer, mens de voksne luger ukrudt eller slikker sol. På fodboldbanen kan børn, unge og voksne slå sig løs og tage en fodboldkamp, når de har lyst til det. Hvis man er mere til de roligere sportsgrene, er foreningens petanquebane et oplagt sted at gå hen. Her kan beboerne udfordre venner og naboer, eller måske er det børnene, der skal have kamp til stregen.

hf maglehojSociale aktiviteter
Om sommeren holdes der forskellige festlige arrangementer og sociale aktiviteter. Det kan for eksempel være fællesspisning med afbrænding af bål til Sankt Hans, eller en fælles grillaften på en dag, hvor den danske sommer viser sig fra sin bedste side.

Der kan også arrangeres bankospil, fugleskydning eller et fælles loppemarked, hvor beboerne kan have en hyggelig dag med at købe og sælge. Der er endvidere tradition for at arrangere børnedage med æggeløb, sækkeløb og snobrød som omdrejningspunkterne.

De haveentusiastiske voksne kan se frem til, at der hvert år præmieres et udvalg af haver i de forskellige haveforeninger. I udvælgelsen er det helhedsindtryk, ryddelighed og harmoni, der især bliver lagt vægt på.

Roskildes største haveforening
Haveforeningen Maglehøj består af i alt 258 haver, og det gør foreningen til Roskildes største haveforening, når det kommer til antallet af haver. Foreningen blev grundlagt på en generalforsamling tilbage i 1967/68. Haverne er en blanding af store og små, og hvis man er nysgerrig, kan man orientere sig i de haver, som er til salg for øjeblikket.

Hvis du er interesseret i mere generel information og nyheder om Roskildes kolonihaver, kan du tage et kig på Over Havelågen, som er Kolonihaveforbundet, Roskildekreds’ digitale blad for kolonihaveejere og andre interesserede.