Hvordan kan bueskydning være med til at gøre skoleelever i Roskilde klogere?

På Boserupgård Naturcenter er der mange muligheder for at bruge skoven som klasselokale og lære på nye og spændende måder – f.eks. med bue og pil.

bueskydning 3

Umiddelbart kan det være svært at forstille sig, hvordan lige bueskydning kan gøre elever fra folkeskolen klogere, men det er rent faktisk tilfældet. For med bue og pil bliver eleverne indført i en statistisk tankegang, der giver dem forståelse af tilfældig variation og brugen af statistiske modeller.
Med folkeskolereformen skal skolerne åbne sig mere mod omverdenen og inddrage nye aspekter i elevernes læring. Det er matematisk bueskydning på Boserupgård Naturcenter et godt eksempel på.

“Lige fra starten har det været vigtigt, at forløb ude på naturcenteret bliver en integreret del af skolens undervisning med mål for læringen. For det handler ikke bare om, hvad man skal lave herude, men om hvad man skal lære. Det åbner skolen op og sikrer nye måder at lære på” siger naturvejleder og leder af Boserupgård Naturcenter Tim Krat.
Tim Krat har flere gange oplevet, at nogle af de mange skolebørn fra de 175 skoleklasser, der indtil videre har lagt vejen forbi, får sig en ”aha” oplevelse, når lærebogs teorien rykker ud af klassen og bliver til praksis i skoven.

Skolen i virkeligheden
Skolereformens mål er, at skolerne i højere grad skal åbne sig over for det omgivende samfund ved at samarbejde med nye aktører, så alle elever bliver udfordret og motiveres og derved lærer mere.
“Eleverne skal møde virkeligheden uden for skolen. Det er en af vejene til at nå målene om, at alle elever skal trives og blive så dygtige, som de kan i folkeskolen. I den åbne skole kan eleverne lære det, de skal, på nye måder. Det kan være i skoven sammen med en naturvejleder, eller det kan være i mødet med virksomheder, formidlere af kunst og kultur eller idrætsledere fra foreningslivet” understreger formand for Skole – og Børneudvalget Claus Larsen.

Byrådet har fastsat mål og rammer for skolernes samarbejde med lokalsamfundets forenings- og kulturliv samt musikskoler og ungdomsskoler, mens det er de enkelte skolebestyrelser, der fastsætter principperne for samarbejdet.

Fokus på at åbne skolen
Boserupgård Naturcenter tilbyder sig som udeskole i næsten alle fag, med forløb der tager udgangspunkt i de læringsmål, klassen arbejder med. Det skaber sammenhæng mellem undervisningen på naturcenter og hjemme i klassen.

På naturcentret lærer eleverne f.eks. hvad man kan bruge brøker til, når en træstamme skal hugges i flere dele. De lærer at måle træer ved hjælp af vinkler og at finde frem til et træs omkreds både med målebånd og med beregninger. Andre elever lærer om litteratur og digte, når de er i skoven.
Det er Tim Krat, der udvikler forløbene, og han har efterhånden skufferne fulde af forskellige undervisningsforløb, som han har lagt på hjemmesiden ’Åben Skole’, hvor lærerne kan gå ind og vælge et forløb eller bestille et nyt, der passer til netop deres læringsmål.