Roskildes lokale spillested Gimle modtager 160.000 kr. fra Tuborgfondet Musikhjælp. Pengene skal bruges til at optimere teknikken til glæde for folk både foran, bagved og på scenen.  

Foto: Emma Witte.

Det skriver Gimle på deres hjemmeside.

Musik har altid været en del af Tuborgfondets DNA, og hvert år uddeler fondet millioner af kroner til musik, og det er der en særlig grund til, fortæller fondets direktør Anne-Marie Skov:

”Musik samler mennesker, skaber glæde og samhørighed, og det er netop fællesskabet omkring musikken, som er vigtigt for Tuborgfondet. De lokale spillesteder samler lokalbefolkningen og er med til at skabe et aktivt lokalmiljø.”

Fagjury indstiller til bevilling
Det er en jury med en faglig baggrund indenfor lyd og akustik, som har kvalificeret de mange ansøgninger, og indsnævret feltet, men det er Tuborgfondets bestyrelse, der har truffet den endelige beslutning om, hvilke spillesteder, der modtager en bevilling.

Når Gimle er et af de udvalgte steder, er det fordi, de engagerer omkring 150 frivillige og arbejder målrettet med kompetenceudvikling af særligt de unge, der er tilknyttet stedet. Som regionalt spillested gør Gimle en stor indsats for at udvikle vækstlaget i dansk livemusik, og med bevillingen skal kælderscenen optimeres med nyt lydanlæg, så den fremadrettet kan danne ramme for genrearrangementer indenfor Hip Hop, Elektronisk, Folk og andre subgenrer, særlig målrettet unge.

Også Gimle er begejstret: ”Vi er super glade for bevillingen til nyt lydanlæg på Gimles kælderscene. Det er et fantastisk skulderklap til Gimle og til vores frivillige fra Tuborgfondet, og bliver et markant løft for koncertoplevelsen til vores vækstlags koncerter,” udtaler spillestedsleder, Lars Sloth.

Fakta om Tuborgfondet Musikhjælp – Den Gode Lyd

  • Puljen er en del Tuborgfondets nye initiativ Tuborgfondet Musikhjælp. Et bredt program der skal være med til at gøre den danske musikscene endnu mere velspillende og meget mere mangfoldig.
  • Der uddeles i alt 2,5 mio. kr. til 20 spillesteder fordelt over hele Danmark.
    I alt 62 spillesteder søgte puljen, og til sammen søgte de om støtte for knap 13 mio. kr.

Tuborgfondet er en del af Carlsbergfondet, og får midlerne til uddeling fra overskuddet af salget af Tuborg- og Carlsberg produkter i Danmark og resten af verden.