Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet den 17. april til den 24. april 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ustyrlig kvinde i haveforening – H/F Solvang, Roskilde

Tirsdag kl. 00.36 rykkede politiet ud til en haveforening, hvor en kvinde ikke var til at styre ifølge anmeldelsen. Kvinden ville måske snart blive aggressiv og havde taget tøjet af. Politiet fik kontakt til en 27-årig kvinde fra Roskilde, som umiddelbart blev vurderet til at være påvirket af euforiserende stoffer i en sådan grad, at hun ikke kunne tage vare på sig selv. Efter en lægeundersøgelse blev hun derfor anbragt i detentionen til afrusning, inden hun bliver løsladt i løbet af tirsdag morgen.

Forsøg på manddrab – Søndre Alle, Roskilde

Midt- og Vestsjællands Politi modtog mandag kl. 21.55 via alarm 112 oplysninger om, at en mand var blevet ramt af et skud på et bosted på Sct. Hans, Søndre Alle, 4000 Roskilde.

En 39-årig mand fra Roskilde opholdt sig sammen med flere andre og personalet på et fællesareal på sit bosted, hvor han kort før anmeldelsen blev opsøgt af en mandlig bekendt, som uden varsel skød én gang med kort afstand mod den 39-årige. Han blev ramt i sin ene skulder, men formåede sammen med personalet at søge tilflugt i et nærliggende lokale, hvor man forskansede sig.

Endnu et skud blev affyret mod lokalet, hvor man havde forskanset sig, men ingen blev ramt eller kvæstet som følge af det andet skud.

Den mistænkte flygtede efterfølgende fra stedet på ukendt måde og i ukendt retning.

Den kvæstede blev bragt til et hospital til behandling for alvorlige kvæstelser i sin ene skulder. Hans tilstand betegnes som stabil, og han er uden for livsfare.

Ud fra politiets foreløbige efterforskning er den mistænkte identificeret som en 31-årig mand fra Nordsjælland, der siden anmeldelsen er blevet eftersøgt intensivt med assistance fra flere politikredse med henblik på anholdelse.

De to involverede mænd i sagen havde i forvejen et kendskab til hinanden, og politiet formoder, at skyderiet kan være forårsaget af indbyrdes uoverensstemmelser.

Ved undersøgelse af gerningsstedet og området omkring bostedet fandt politiet i går aftes skydevåbnet, som viste sig at være et oversavet haglgevær.

Midt- og Vestsjællands Politi behandler sagen som et drabsforsøg og opfordrer den 31-årige mistænkte til at melde sig selv.

Eventuelle henvendelser i sagen med observationer i forbindelse med den mistænktes flugt fra området i går aftes bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

Arbejdsulykke – Kommunikationsvej, Himmelev, Roskilde

Mandag kl. 11.04 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, hvor en mand var faldet ned af en stige. Det viste sig, at en 56-årig mand fra København stående på en stige havde været i færd med at skære noget af en faldstamme. Håndværkeren faldt af p.t. ukendte årsager ned fra stigen og fik den afskårne faldstamme ned over sig. I ambulancen blev han kørt til behandling på skadestuen i Køge for sine kvæstelser. Arbejdstilsynet kom til ulykkesstedet for at foretage sine undersøgelser sammen med politiet i forsøget på at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Brandundersøgelse – Engblommevej, Jyllinge – Roskilde

Mandag kl. 06.00 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand i en beboelsesejendom. Branden var heldigvis meget begrænset og formentlig forårsaget af en fejl i de elektriske installationer. Politiet skal dog havde undersøgt brandstedet nærmere. Ingen kom til skade ved branden.

Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde

Søndag Kl. 10.19 var en 19-årig kvinde fra Ølstykke kørt ad Køgevej mod syd i en personbil, da hun i krydset ved Søndermarksvej ville svinge til venstre. Under svingningen blev hun påkørt af en 40-årig mand fra Havdrup, der kørte i en personbil ad Køgevej mod nord. Som følge af sammenstødet mellem bilerne blev et hellefyr på Søndermarksvej påkørt og ødelagt. Den 40-årige blev indbragt til skadestuen, men både han og den kvindelige modpart var begge sluppet uskadte fra uheldet. Den 19-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Eftersøgt pige fundet – Stationscentret, Roskilde

Søndag kl. 19.56 fik politiet en henvendelse fra personalet i Føtex om en pige, som ikke ville fortælle noget som helst omkring sig selv, da hun som mistænkt var blevet tilbageholdt i supermarkedet. Politiet fik kontakt til en 14-årig pige fra Vejle, som viste sig at være efterlyst af Sydøstjyllands Politi som stukket af fra den institution i Vejle, hvor hun boede. Pigen blev derfor taget med til politistationen i Roskilde, hvor personalet fra hendes institution afhentede hende senere på aftenen.

Varetægtsfængsling – Vold – Jernbanegade, Roskilde

Lørdag kl. 03.27 fik politiet en anmeldelse fra en 19-årig fra Ringsted og en 20-årig fra Bjæverskov om, at de var blevet udsat for vold af fem-seks gerningsmænd, der havde slået og sparket dem i ansigtet. Politiet fik hurtigt identificeret den ene voldsmand som værende en 22-årig mand fra Tølløse, der blev anholdt og sigtet for vold mod de to ofre i forening med de øvrige gerningsmænd. Den 22-årige blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet til den 17. maj 2018. Politiet arbejder videre med sagen i et forsøg på at få identificeret de øvrige mistænkte i sagen.

Indbrudstyv bag tre indbrud – Roskilde

Lørdag morgen rykkede politiet ud til Bredgade, Roskilde, hvor der på gaden var fundet et kasseapparat med enkelte mønter i. Kasseapparatet viste sig at stamme fra en nærliggende klinik, hvor et vindue var blevet brudt op. Politiet undersøgte klinikken og fandt bl.a. fodspor efter indbrudstyven. Da en politibetjent tidligere på morgenen på vej til arbejde havde bemærket en mand, der tidligere havde været mistænkt for berigelseskriminalitet, gå i Ringstedgade i retning mod Bredgade kort før anmeldelsen om fundet af kasseapparatet. Politiet aflagde derfor kl. 08.47 en 43-årig mand fra Roskilde et besøg på hans bopæl, hvor han var i besiddelse af nogle sko, hvis såler og dermed sålaftryk passede med sporene fundet i klinikken i Bredgade. Han erkendte straks indbruddet og fremviste indbrudsværktøjet samt resterne af de penge, som han havde stjålet både ved indbruddet i Bredgade, men også fra et indbrud i Ringstedgade i en frisørsalon. Den 43-årige erkendte også et indbrud begået i løbet af weekenden i en afdeling på Sct. Hans, hvor han havde stjålet otte mobiltelefoner fra nogle aflåste skabe, som var blevet brudt op. Den 43-årige var anholdt i nogle timer i forbindelse med efterforskningen og afhøring til de tre sager. Sagerne vil senere blive afgjort ved retsmøde, som den 43-årige bliver indkaldt til.

Politimæssigt tilsyn – Folkeparken – Roskilde

Fredag eftermiddag og aften var politiet til stede af præventive årsager i Folkeparken, hvor der i løbet af eftermiddagen og først på aftenen forsamledes skønsmæssigt 4-500 unge. Der var god stemning i parken, hvor nogle gæster via medbragte, mindre højttalere afspillede musik. Kl. ca. 2015 bemærkede politiet nogle park-gæster, som havde medbragt større højttalere. Gæsterne blev informeret om regler for ophold i parken og forbudt at spille yderligere musik via højttalerne. Kl. ca. 2030 var der af ukendte årsager opstået lidt tumult, således at en enkelt person blev kørt på skadestuen til kontrol, men blev kort efter udskrevet uden behandlingskrævende skader. Gæsterne var efterhånden begyndt af forlade området, således at der på dette tidspunkt kun var ca. 150 personer tilbage i parken. Ved en opfølgende kontrol kort før midnat så politiet ingen i parken.

Politiet modtog dog kl. 20.19 en anmeldelse fra en 19-årig mand fra Skibby, som kl. ca. 1740 havde været i diskussion med med nogle andre unge. Især en af disse havde været voldelig og slået den 19-årige både i ansigtet og på kroppen med knyttede næver. Den voldelige unge havde endvidere krævet at få den 19-åriges halskæde, hvilket han til sidst fik. På grund af omstændighederne i sagen betragter politiet sagen som et røveri, der nu efterforskes nærmere i et forsøg på at få identificeret den gruppe, som den 19-årige indledningsvist diskuterede med.

Politiet vil i den kommende tid være til stede i og føre tilsyn med gæsternes ophold og adfærd i Folkeparken, således at reglerne for ophold i parken overholdes til fælles glæde for både gæsterne i parken og naboerne til det populære grønne område.

Tilsyn Roskilde havn – Roskilde.

Politiet var fredag eftermiddag på Roskilde havn, hvor mange mennesker var søgt ned til torsdagstræf i det gode vejr. Udover lidt problemer med parkering foregik alt på en fornuftig måde, hvor politiet fik en god snak med de mange tilstedeværende.

Mistænkeligt forhold – Vindinge, Roskilde og Greve.

En 11-årig dreng anmeldte torsdag via sin mor, at der var uvedkommende ved familiens hus i. Politiet kørte straks til stedet, hvor politiet traf den 11-årige, der var alene hjemme. Politiet fandt ingen tegn på indbrud eller spor efter personer. Drengen fortalte, at han havde låst sig inde på et toilet, da han havde hørt bankelyde. Han ringede dernæst til sin mor. Drengens far var på vej hjem til sønnen, medens politiet var på adressen.

Kl. 08.04 kontaktede en 15-årig dreng politiet, idet der var personer uden for familiens hus i Greve. Han var bange for, at det var en indbrudstyv.

Politiet kørte til stedet, hvor de talte med en vinduespudser, der ganske rigtigt havde været ved huset. Den 15-årige kunne derfor beroliges af politiet om sagens rette sammenhæng.

Kvik butiksansat bortviste mistænkelige kunder – Karen Olsdatters Stræde, Roskilde

Onsdag kl. 11.10 fik politiet en henvendelse fra personalet i en fritidsudstyrsbutik om, at to mistænkelige mænd kl. ca. 11.00 var blevet bortvist fra stedet. De var kommet ind i butikken og havde medbragt en stor pose, som en butiksansat kunne identificere som en særligt indrettet pose, så varer påsat en tyverialarm ville kunne smugles ud af butikken. De to mænd blev straks bortvist uden at have købt noget og forlod butikken under højlydt utilfredshed med bortvisningen. Mændene blev beskrevet som ikke etnisk danske af udseende, 20-30 år gamle og medbringende en stor pose fra “Tiger”. Politiet fandt desværre ikke mændene, der gik i retning mod Stændertorvet.

Race på p-plads – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde

Onsdag kl. 21.33 fik politiet en henvendelse om, at ca. 10 biler og motorcykler er samlet på p-pladsen ved et supermarked i centret. Førerne af køretøjer kører race og “drifter” på p-pladsen. Da politiet kom til stedet, var samtlige køretøjer forsvundet fra p-pladsen.

Færdselsuheld – Roskilde.

Tirsdag kl. 07.50 blev anmeldt om et færdselsuheld i krydset Sankt Ols Gade/Provstestræde, hvor en cyklist blev ramt af en bil i rundkørslen. Cyklisten, en 45-årig mand fra Roskilde, fik skader på ben m.v. En mindre blå bil, der var skyld i uheldet, kørte fra stedet uden føreren gav sig til kende. Bilen fik skade på venstre bagskærm som følge af uheldet. Bilen blev ført af en kvinde, som politiet meget gerne vil tale med. Vidner eller andre, der har oplysninger om sagen bedes ringe til politiet på 114.

Spirituskørsel – Viby, Roskilde.

Tirsdag kl. 20.53 anholdt politiet en 48-årig mand fra Gadstrup, der blev standset i bil på Assendløsevejen. Pgl. var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt igen.

Narkopåvirket bilist – Roskilde.

Tirsdag kl. 22.55 anholdt politiet en 23-årig mand fra Roskilde, der blev standset på Helligkorsvej i sin bil. Den 23-årige var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Indbrud i perioden
Store Hedevej, Roskilde
Himmelev Bygade, Himmelev, Roskilde
Bredgade, Roskilde
Ringstedgade, Roskilde
Boserupvej, Roskilde
Terrasserne, Himmelev, Roskilde
Strandparken, Himmelev, Roskilde
Ågerupvænge, Ågerup, Roskilde
Rypevej, Roskilde
Valhalvej, Roskilde
Strandgårdsvej, Himmelev, Roskilde