Chaufførklassen er Roskilde Kommunes seneste integrationsprojekt, og forleden var der første skoledag. I Chaufførklassen skal nytilkomne flygtninge uddannes som lastvognschauffører.

Foto: Roskilde Kommune.

Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde.

Uddannelsen sker i så et tæt samarbejde med transportbranchen, at der er rigtig gode jobmuligheder til de nye borgere bagefter.

Udover de borgere, der går i “Chaufførklassen”, hvor der er 25 pladser, er der fire samarbejdspartnere i projektet: Fragtmanden Viggo Petersen Eftf. A/S og Flyers ApS, køreskolen DEKRA, sprogcentret CLAVIS og selvfølgelig Roskilde Kommune:

“Det glæder mig, at vi har virksomheder som vognmandsfirmaet Viggo Pedersen og vikarbureauet Flyers, der i den grad har taget ansvar for deres branche og for at byde de nye flygtninge velkommen på det danske arbejdsmarked.

Chaufførklassen tydeliggør, at de nye flygtninge er motiverede og rigtig gerne vil ind på arbejdsmarkedet,” siger borgmester Joy Mogensen.

Med Chaufførklassen kan kommunen hjælpe flygtninge i job som lastvognschauffører, imødekomme transportbranchens efterspørgsel på arbejdskraft og bidrage til, at ikke bare transportbranchen men også andre danske virksomheder, der mangler medarbejdere generelt får øje for de nye flygtninge som en værdifuld arbejdskraft:

“Med de beskæftigelsestal, der er lige nu, har vi som samfund ikke råd til at lade en arbejdsressource gå tabt. Derfor er chaufførklassen et virkelig godt eksempel på en win-win for alle parter,” forklarer Peter Flensted fra Flyers ApS.

Positiv respons fra flygtningene
Interessen for chaufførfaget har været tilstede i lang tid. Udfordringen for de nye flygtninge har dog hele tiden været, at de ikke har tilstrækkelige sprogkundskaber til at gennemføre chaufføruddannelsen på dansk.

Og det på trods af, at det præcis er denne målgruppe – nemlig flygtninge – der har en stærk motivation for at blive lastvognschauffører. Sprogligt er de bare ikke i stand til at tage kørekort gennem alm. køreskoleundervisning på dansk. Den udfordring har kommunen nu løst, og sammen med de allermest motiverede flygtninge, er Chaufførklassen nu en realitet.

Eleverne i Chaufførklassen er flygtninge i integrationsperioden, dvs. at de har haft opholdstilladelse i Danmark mindre end 5 år. De er især fra Syrien, derudover enkelte fra Iran og Eritrea.

Første hold chauffører forventes færdiguddannede til oktober i år.