Hvad med at prøve, om du kan erstatte nogle bilture med cykelture? Kommunens elcykler udlånes nu igen, så det er bare at komme i gang med at tilmelde sig på roskilde.dk/laan-en-elcykel.

”Det er aldrig dårligt vejr, når man har en elcykel! Det er fedt at overhale alle bilerne, der holder i kø ind ad Københavnsvej.” Sådan lyder nogle af udtalelserne fra projektet ”Lån en elcykel – 2017.” I alt 45 Roskilde-borgere deltog i projektets tre udlånsperioder.

”Jeg har sjældent oplevet noget, som så hurtigt har ændret min hverdag så markant, som elcyklen gjorde. Før jeg lånte elcyklen brugte vi bilen til næsten alle transportbehov, også lokalt i Roskilde.”

Formålet med udlånet er at inspirere kommunens borgere til at tage cyklen i stedet for bilen. Og udlånet må siges at være vellykket. Hele 45 % af deltagerne erstattede bilen med elcyklen i mere end 2 dage om ugen under udlånsperioderne, ligesom 61 % også brugte elcyklen til fritidsaktiviteter.

Elcyklerne udlånes nu igen i 2018, så det er bare at komme i gang med at tilmelde sig her.