Ny kommerciel direktør i Zoo, Christian Higraff, har trådt sine første uddannelsesskridt i Roskilde. Og er nu vendt tilbage til byen for at bosætte sig med sin familie – men hverdagen foregår i Zoologisk Have København.

Christian Higraff er oprindeligt fra Jyllinge og har både frekventeret Roskilde Handelsskole og Roskilde Erhvervsakademi, før turen gik til CBS på Frederiksberg. Et stenkast fra CBS ligger Zoologisk Have, hvor Christian Higraff altså nu er tiltrådt som kommerciel direktør, og han har sammen med bestyrelsen og den administrerende direktør, Jørgen Nielsen, masser af planer for den gamle have.

Christian Higraff kommer fra stillingen som marketing- og onlinedirektør i Dagrofa med bl.a. supermarkedskæden MENY, hvor han planlagde og gennemførte go to market-strategien og var

Foto: Ny kommerciel direktør i Zoo, Christian Higraff.

medvirkende til at skabe iøjnefaldende omsætnings- og indtjeningsresultater. Ved tiltrædelsen vidste han som udgangspunkt ikke meget om eksotiske dyr og naturbevarelse, men efter en veloverstået uge i praktik som dyrepasser føler han sig godt rustet til opgaven:

”Jeg har oplevet på tætteste hold, hvorfor det her er en af de mest unikke arbejdspladser i landet, og hvorfor vi skal bygge videre på det solide fundament Zoo allerede eksisterer på. Samtidig er der en række lavthængende frugter, som er lige til at plukke: hvorfor ikke bygge en ny fantastisk legeplads, når nu børnefamilierne har efterspurgt det i årevis? Og hvorfor ikke åbne Zoo en time tidligere i sommerhalvåret? De fleste med små børn ved, at ungerne vågner ved det første fuglefløjt, og så er der altså lang tid til klokken bliver 10,” siger Christian Higraff.

Byggeriet af Zoos nye legeplads er sat i gang og åbner til påske, og fra 24. marts til 21. oktober åbner Zoo nu en time tidligere – dvs. kl. 9. Derudover ligger der mange andre forbedringer i pipeline, ikke mindst når det gælder food & beverages:

”Der skal stadig være plads til pølser og pomfritter, men det er vigtigt for mig, at vi lader en grundig analyse af Zoos udbud og udsalgssteder danne grobund for vores investeringer og forbedringer. Så vinduet står pivåbent i forhold til nye tiltag og ideer lige nu! For eksempel har vi netop fået vores første økologiske sølvmærke til kiosken i BørneZoo. Det vil sige, at udvalget er 60-90% økologisk, men skal vi gå efter 100% økologi både her og i resten af Haven? Ikke nødvendigvis, men det er afgørende, at den samlede kvalitet højnes. Det gælder hele spektret fra de hurtige grab & go produkter til gourmetmiddagen i vores festlokaler. Kvaliteten skal også være i top, når det gælder de mange nye oplevelser, vi vil tilbyde gæsterne, så både nuværende og kommende leverandører og samarbejdspartnere skal præstere deres ypperste, når vi afholder byens bedste høstfest eller hyggeligste julemarked.”

En opgave det kommende år skiller sig særligt ud: forberedelserne til at indvie det ambitiøse pandaanlæg som er tegnet af BIG, Bjarke Ingels tegnestue.

”Jeg ser frem til at komme i arbejdstøjet sammen med mine nye folk og resten af Zoologisk Have, for vi har vanvittigt mange spændende opgaver foran os. Ud over opgraderingen af Havens food & beverages, skal vi fremfor alt stå toptunet og klar til at modtage de to pandaer og deres mange fans om et års tid. Det gælder både danske gæster, udenlandske turister, investorer, fonde og samarbejdspartnere, der alle skal have glæde af de to bjørne. Det glæder jeg mig selvfølgelig enormt til,” slutter Christian Higraff.