Fem entreprenører afgav bud. Virksomheden Anker Hansen & Co A/S løb med opgaven og får nu ansvaret for byggeriet af plejecentret til 200 mio. kr. Nu er kontakten underskrevet, og første spadestik bliver taget 9. februar.

Roskilde Kommunes kommende plejecenter Hyrdehøj er nu kommet et vigtigt skridt nærmere realisering.
Kort før jul blev det afgjort, hvem der skal opføre det store byggeri til 200 mio. kr. Fem entreprenører blev prækvalificeret og afgav bud. Valget faldt på en erfaren virksomhed:

– Anker Hansen & Co leverede et seriøst tilbud med skarpe priser på alle bygningsdele. Samtidig er det en erfaren entreprenør med mange byggerier bag sig, som vil lave et grønt og bæredygtigt byggeri, forklarer Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Plejecenter Hyrdehøj udearealer. Foto: Roskilde Kommune

Borgere med massivt behov for pleje
Det kommende plejecenter får fokus på demens, så udformningen og indretningen vil tage hensyn til, at størstedelen af beboerne har et stort behov for pleje og omsorg.

Plejecentret i Hyrdehøj får 64 plejeboliger, 30 boliger til rehabilitering og 10 boliger til udviklingshæmmede borgere, ligesom der også kommer træningslokaler. Udendørsarealerne bliver udformet som haver, hvor beboerne frit kan færdes i trygge rammer. Det har stor betydning for de borgere med demens, som kommer til at bo på plejecentret.

Plejecenteret forventes klar til indflytning i starten af 2020.

FAKTA
Fem entreprenører blev prækvalificeret og afgav bud: GVL, Kornerup, Daurehøj, BNS og Anker Hansen. Alle indkomne bud var konditionsmæssige. I valg af entreprenør er tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Plejecenter Hyrdehøj vil opnå bæredygtighedscertificering fra DGNB på guldniveau. DGNB, der certificeres efter i den danske byggebranche, er en tysk certificering, som er tilpasset det danske bygningsreglement og danske byggetraditioner.

Plejecenter Hyrdehøj er tegnet af arkitektfirmaet Cubo Arkitekter i samarbejde med Force4 Architects, Balslev Rådgivende Ingeniører samt Henrik Jørgensen Landskab.

Om Anker Hansen & Co A/S
Virksomheden startede for næsten 60 år som en lille murervirksomhed med en enkelt svend. I dag hører Anker Hansen til gruppen af solide entreprenører med mange store byggeprojekter i bagagen.