Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Nov 03, 2017 til Nov 14, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Gadstrup, Roskilde.
Kl. 1701 skete et færdselsuheld på Køgevej, hvor en personbil påkørte en anden bil bagfra. Det viste sig, at føreren af den påkørende bil var påvirket af spiritus, og derfor anholdt politiet en 42-årig mand fra Vordingborg, der var fører af bilen. Hverken den 42-årige eller modparten i den anden bil, en 37-årig mand fra Havdrup som til skade ved uheldet, der førte til en del materiel skade.

Uventet besøg – Møllemarken, Havdrup – Solrød
Kl. 1712 anmeldte en 88-årig kvinde fra Havdrup, at hun kl. ca. 1220 havde fået uventet besøg af en mand, der havde banket på hendes dør og højlydt spurgt, om hun var hjemme. Den 88-årige åbnede døren og blev så overrasket over mandens henvendelse, at han fik lov at komme indenfor, hvor han ville kontrollere hendes vinduer. Kort efter forlod manden stedet med en kommentar om, at hun ikke havde lukket sine vinduer. Der var ikke blevet stjålet noget i forbindelse med mandens “undersøgelse” af anmelderens bopæl. Den mistænkte blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, ca. 40 år, ca. 170 cm høj, almindelig af bygning, dansk-talende, iført kasket og mørk jakke.

Indbrud i villaer – Jyllinge – Roskilde
Kl. 1311 fik politiet endnu en anmeldelse om et indbrud i en villa i Jyllinge, hvor der i weekendens løb er blevet anmeldt knap 20 indbrud i villaer. I mange af sagerne har indbrudstyven skaffet sig adgang til villaerne ved rudeknusning, hvorefter mindre omfangsrige effekter som smykker, ure, kameraer, bærbare PC-ere og kontanter/valuta er blevet stjålet.

I efterforskningen af indbruddene fik politiet oplysninger om, at en mindre rød personbil, måske af mærket Peugeot, med udenlandske nummerplader var blevet set i området ved Solsikkevej, Jyllinge. I bilen havde der været to personer, hvoraf den ene tog notater.

Politiet har ikke fået identificeret den pågældende bil og er derfor interesseret i at høre nærmere fra personer, der også måtte enten have set bilen eller haft besøg af personer/gæster kørende i en rød bil på udenlandske nummerplader. Generelt ønsker politiet også henvendelser fra borgere, der i øvrigt har gjort observationer, der kunne være interessante i forbindelse med weekendens indbrud i området.

Nabohjælp kan være fornuftigt at tilmelde sig, så der er flere “øjne” i området, hvis man selv er bortrejst i en kortere periode, ligesom den nu mørke tid også inviterer til brug af f.eks. tænd-/sluk-ure på belysningen og f.eks. radio/TV, således at boligen ser mere “levende ud”. Læs mere om sikring af din bolig på www.stopindbrud.dk og Det kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk. Læs om og tilmeld dig Nabohjælp på www.nabohjælp.dk.

Dyr busbillet – Køgevej, Roskilde
Kl. 0950 rykkede politiet hurtigt ud til en bus ved stoppestedet Stenkrogen på grund af tumult i bussen. Det viste sig, at et par billetkontrollører ville kontrollere en ung mands rejsehjemmel, da de nu igen havde truffet ham i en bus. Tidligere på dagen var han løbet ud af en bus ved Ro’s Torv, da han skulle have kontrolleret rejsehjemlen. Den unge mand ønskede ikke umiddelbart at samarbejde og skubbede den ene billetkontrollør til side og flygtede fra bussen med den anden billetkontrollør bagefter. Politiet kørte nu sammen med den tilbageværende kontrollør til området ved Roskildevænget, hvor den flygtede buspassager sidst var set. Politiet fik her øje på den unge mand, der igen løb, men nu med politiet efter sig. I en trappeopgang fik politiet kontakt til en 16-årig ung mand fra Hedehusene, som blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af den voldelige adfærd over for billetkontrollørerne i bussen. Efter et par timers ophold på politistationen blev den 16-årige løsladt, men kan nu se frem til både en kontrolafgift og en bøde for sin køretur i busserne.

Tricktyveri – Dronn. Margrethesvej, Roskilde
Kl. 0938 henvendte en fremmed kvinde sig til en 67-årig kvinde fra Roskilde, der var på biblioteket og befandt sig i krimi-afdelingen. Den fremmede kvinde, der talte engelsk, bad om hjælp til oversættelse af noget og benyttede formentlig afledningsmanøvren til at stjæle den 67-åriges pung. Tyveriet blev opdaget, da den 67-årige skulle afslutte sig besøg på biblioteket og skulle bruge sin pung. Da dankort mv. skulle spærres i banken, kunne banken oplyse, at dankortet var forsøgt misbrugt i en hæveautomat uden udbyttet. Den fremmede kvinde blev beskrevet som: A: Kvinde, Mellemøstlig af udseende, 30-35 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Talte: Engelsk, Iført: sort tørklæde om håret, ingen oplysninger om øvrig beklædning, Medbragte: bog. Den 67-årige havde inden tyveriet anvendt sit dankort i en kiosk ved togstationen i Roskilde. Politiet formoder, at PIN-koden er blev
et forsøgt afluret ved denne brug af kortet.

Færdselsuheld – fodgænger omkommet – Søndre Ringvej, Roskilde
Se tidligere udsendte pressemeddelelser om sagen.

De to anholdte – føreren og passageren – blev begge løsladt efter afhøring til sagen. Anklagemyndighedens jurister fandt efter en nøje gennemgang af omstændighederne ved uheldet ikke grundlag for fremstilling af hverken føreren eller passageren i grundlovsforhør. Begge personer i flugtbilen vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres, idet begge også er sigtet for at have undladt yde fornøden hjælp til en tilskadekommen person.

Politiet vil gerne takke for borgernes hjælp i forbindelse med sagen, herunder især fundet af flugtbilen, der bragte politiet på sporet af både føreren og passageren i bilen.

Uorden / kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Ny Østergade, Roskilde
Kl. 1430 rykkede politiet ud til noget uorden, hvor en mandlig bilist var i skænderi med en kvinde ved en rundkørsel. Alt var dog roligt ved politiets ankomst, og ingen havde lidt fysisk overlast. På stedet holdt en personbil, som var blevet ført af en 28-årig mand fra Viby Sj. Da han ifølge vidner havde ført bilen til stedet, selv om han var frakendt førerretten, sigtede politiet ham for den overtrædelse af færdselsloven. Da han flere gange tidligere havde kørt bil uden førerret, beslaglagde politiet personbilen med henblik på senere konfiskation. Modparten i skænderiet var en 23-årig kvinde fra Albertslund, og årsagen til det verbale slagsmål kendes ikke.

Vold – Roskilde.
Kl. 0707 anholdt politiet en 24-årig mand fra Roskilde i Rønnebærparken, hvor han opførte sig aggressivt over for en medarbejder fra boligselskabet, der blev udsat for trusler og slag. Politiet blev tilkaldt og den 24-årige anholdt. Han blev løsladt senere på dagen. Forinden blev han sigtet for vold, trusler og overtrædelse af våbenloven, da han havde en spids genstand i en lomme, der kunne bruges som våben. Sagen bliver senere afgjort i retten.

Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde – sag fra Ringsted.
To personer, der var anholdt tirsdag eftermiddag blev fremstillet i retten, sigtet for overtrædelse af våbenloven. Den 22-årige mand fra Ringsted og den 21-årige mand med ukendt adresse blev begge varetægtsfængslet til den 301117.

Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde – sag fra Roskilde.
En 56-årig mand fra Roskilde blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag, hvor han blev fængslet til den 301117. Pgl. sigtes for trusler på en adresse i Nygade tirsdag aften.

Anholdelse – Roskilde.
Kl. 0013 blev en 56-årig mand fra Roskilde anholdt og sigtet for trusler mod sine omgivelser. Hændelsen fandt sted i Nygade i løbet af aftenen, hvorefter han forsvandt fra stedet. Politiet blev tilkaldt, da han igen var på stedet. Bl.a. blev øvrige beboere truet med en kniv og en kødøkse.

Den 56-årige er fortsat i politiets varetægt, og anklagemyndigheden vil onsdag vurdere, om han evt. skal fremstilles i grundlovsforhør.

Tricktyveri – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 1251 fik politiet en anmeldelse fra en 81-årig kvinde fra Roskilde om, at hun i forbindelse med indkøb i supermarkedet Lidl i tidsrummet kl. 1200-1230 havde fået stjålet sin pung. Den havde været gemt under andre effekter i indkøbsvognen, da kvinden havde mærket bump, da en anden kunde havde stødt ind i hende. Hun havde ikke tillagt det nogen betydning, før en anden opmærksom kunde henvendte sig og spurgte, om hun fortsat var i besiddelse af sin pung. Tyveriet blev nu opdaget, og vidnet kunne efterfølgende oplyste, at en trio bestående af to kvinder og en mand var kørt fra stedet i en sort personbil mrk. VW Golf med tyske nummerplader. Politiet forsøger nu at få både trioen og bilen identificeret.

Brand – Roskilde.
Kl. 1835 kørte politi og brandvæsen til Æblehaven, hvor der var ild i en lejlighed. En 57-årig kvinde blev bragt på hospitalet. En mand, der havde været tilstede i lejligheden blev afhørt til sagen. Et vidne havde bemærket, at der skete en eksplosion i lejligheden, da kvinden tændte et stearinlys. Hun havde forinden anvendt en dåse med lightergas, og det antages, at det er gas fra denne, der har ført til eksplosionen. Den 62-årige mand, der havde været i lejligheden kort før eksplosionen kom ikke til skade, og han fik lov at gå efter en kort afhøring.

Udbrændt bil – Store Valbyvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 0731 fik politiet en henvendelse om udbrændt bil, der i løbet af natten var blevet henstillet på en markvej. Politiet kunne kun bekræfte anmeldelsens rigtighed, idet en udbrændt bil uden nummerplader og formentlig uden stelnummer stod på stedet. Resterne af bilen indikerede, at der var tale om en rød stationcar af mærket Opel. Politiet undersøger nu sagen nærmere i et forsøg på at finde ejeren af køretøjet.

Mistænkeligt forhold – Skalbjergvej, Himmelev, Roskilde
Kl. 1130 fik politiet en henvendelse om, at en 87-årig kvinde fra Roskilde kl. ca. 1000 havde haft en mistænkelig mand gående rundt i sin have. Han havde forklaret, at han ledte efter en bold, som han havde skudt ind i haven. Manden havde ønsket at gå gennem den 87-åriges bolig, hvilket hun dog afslog. Han forlod herefter stedet – uden bold. Den mistænkelig mand blev beskrevet som: mand, 180-190 cm høj, kraftig af bygning, talte dansk med jysk accent. Politiet fandt ikke manden, der mistænkes for måske at ville begå et tricktyveri over for beboeren.

Mistænkelige mænd – Algade, Roskilde
Kl. 1510 fik politiet en henvendelse fra en forretningsdrivende, som syntes, at to sydlandsk udseende mænd havde opført sig mistænkeligt i butikken. Da de var blevet kontaktet for at få afklaret deres ærinde, havde de smidt en pose fra sig, hvori der var to skindjakker til en værdi af ca. 2500 kr./stk. tilhørende butikken. De to jakker var forsøgt stjålet fra butikken, idet de lå i en pose, der var indrettet på en særlig måde, således at varealarmer ikke blev aktiveret. De to mænd var ca. 50 år gamle og løb i hver sin retning ad Algade, da de blev afsløret. Politiet fandt ikke mændene i byen.

Skoletilsyn – Ågerupvej, Vigersted, Ringsted
I tidsrummet kl. ca. 0730 – 0815 foretog færdselspolitiet en færdselskontrol ved skolen for at opretholde en sikker skolevej for både børn, ansatte og andre med ærinde på skolen. Kontrollen resulterede i, at tre bilister blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven: to havde parkeret delvist på fortovet, og en respekterede ikke færdselstavlen “Indkørsel forbudt”. Alle tre bilister vil senere modtage et bødeforelæg fra politiet som afgørelse på sagen.

Andre skoler kan også lejlighedsvis – uden for skolestartsperioden – forvente politimæssig kontrol på skolevejene, så sikkerheden på disse kan opretholdes.

Indbrud i perioden
Søndervænget, Gadstrup
Tornegårdsvej, Gadstrup
Tellusvej, Jyllinge
Jagtvej, Jyllinge
Møllehaven, Jyllinge
Ternevej, Roskilde
Industrivej, Roskilde
Søager, Store Valby, Roskilde
Højmarken, Gevninge, Roskilde (2 steder)
Mørbjergparken, Vindinge, Roskilde (3 steder)
Morbærvej, Roskilde
Elisagårdsvej, Roskilde
Køgevej, Roskilde
Maglehøjen, Roskilde
Bredekæret, Store Valby, Roskilde
Tofthøjvej, Viby Sj.