De seneste år har Mette May gennemgået en transformation af sit fotografiske virke. Fra at arbejde med en dokumentaristisk tilgang til sine værker, har hun nu flyttet focus. Med udstillingen Wonderboys, som er Mays første soloudstilling, bevæger hun sig nu ind på den kunstneriske scene.

WONDERBOYS er en installatorisk sammensat udstilling. Den består af en serie fotografier og en træsti​,​ der ender ved et udspændt banner​,​ der bærer titlen Wonderboys.

Foto: Mette May – Wonderboys No Trespassing Ny – Ros Gallery

I fotografierne betragtes tre drenges territorielle leg i naturen.
I skovsøen står en dreng med en stor fisk i hånden. Motivet får os til at overveje om han netop er dukket op af søen med sin fangst. Tre drenge sidder i en mindre båd af træ. Blikket er hårdt og direkte rettet mod beskueren. Dette udtryk går igen i de fleste af fotografierne.

Banneret i lokalet ses også i et af fotografierne. To af drengene holder det ved en skovsti. Udspændt mellem to grene danner banneret en blokade. Her til og ikke længere. Det er drengenes verden, deres skov og deres leg. Det kan vi aldrig blive en del af.

WONDERBOYS er en refleksion over barndommens univers. Om hvordan vi ønsker at søge tilbage for, et øjeblik, igen at kunne finde tryghed, ro og fortabelse i livet. En umulighed som understøttes af den indholdsmæssige så vel som den installatoriske del af udstillingen. For enden af stien i galleriet, står banneret, udspændt mellem de to grene og påmalet skrift, Wonderboys. Det er bevidst placeret i en højde der ikke indbyder til at gå under. Man er som beskuer nød til at afvige og træde væk fra stien og ud i lokalet. Her møder man de egentlige værker. Fotografierne fremstår nærmest som spejle eller portaler til fortiden. Et vindue til barndommens leg, som så fint skildres nærmest dokumentarisk og dybt alvorlig i fotografierne.

Alle fotografierne er renset for farve og de brune toner understøtter forestillingen om barndommen og børnenes leg, som noget der er foregået for lang tid siden. Fotografierne fremtræder nærmest filmiske og tidsløse. Der er umiddelbart ikke synlige elementer der antyder hvilken periode vi befinder os i.
Udstillingens værker er meget poetiske og de nøje velvalgte titler, former i høj grad opfattelsen af fotografierne. Hvert enkelt værk rummer i sig selv et særdeles stærkt udtryk og en underfundig poetisk fortælling. Og dette samtidig med at udstillingen i sin helhed byder på refleksion og et samlende udtryk ud over det sædvanlige.

Wonderboys kan opleves på RoS​ Gallery​ ​f​​​ra d. 11. november​, kl 13 ​ og frem til 30. november 2017.​