Kender du en person eller en forening, der gør en særlig indsats inden for frivilligt socialt arbejde? Så kan du indstille til årets frivilligpris. Men skynd dig! Det skal være senest 16. oktober.

Med Frivilligprisen ønsker Roskilde Kommune, at motivere og højne interessen for frivilligt socialt arbejde, at  anerkende den frivillige sociale indsats og at give et skulderklap til en person eller en forening, der gør en særlig frivillig social indsats.

Frivilligprisen uddeles én gang årligt, og alle kan indstille en kandidat: – Frivilligt arbejde er helt centralt i Roskilde og en del af vores DNA. Der er så mange ildsjæle og gode foreninger, som udviser et stort social engagement. Det vil vi gerne vise, vi sætter pris på, forklarer Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget om frivilligprisen. Prisen, der er på 5.000 kr., uddeles i november. Det er Sundheds- og Omsorgsudvalget, der udpeger den endelige prismodtager.

Hvordan indstiller man en forening til frivilligprisen?
Send dit forslag med en kort beskrivelse af, hvem der indstilles, hvorfor du synes vedkommende skal have prisen, og hvem der står bag indstillingen. Du kan læse mere og se, hvordan du indstiller kandidater lige her.

Tidligere vindere af Roskilde Kommunes Frivilligpris.
2016: Morten Juel-Søndergaard, arrangør af Nørdmarked og div. auktioner på INSP!
2015: Tordis Sværke for igangsættelse af Herreværelset og Dameværelset.
2014: Ingrid Nørholm for sin store indsats med indkøbsbussen.
2013: Mødrehjælpen Roskilde.
2012: Leif Jessen Nielsen for sit arbejde i Senior Træf Roskilde.

Roskilde Kommune skal have dit forslag senest den 16. oktober 2017.