Selv om man egentlig godt kan lide at være sammen med andre, kan det være svært at få det arrangeret i det daglige. For andre er der måske slet ikke nogen at være sammen med. Svaret på det problem kan være spisefællesskaber, hvor man kan mødes og spise sammen.

Udover at skabe madglæde blandt borgere, der bor i Æblehaven og Rønnebærparken, ønsker et samlet Roskilde Byråd at udviklingen af lokale fællesskaber skal hjælpe de mest udsatte borgere med at blive en del af et fællesskab: – Tanken med fællesskaberne er at give beboerne nogle gode hverdagsoplevelser mellem opvask, indkøb og de øvrige praktiske ting, som fylder i dagligdagen. Vi skal skabe mulighed for at mødes på kryds og tværs og hygge sig med at spise sammen, også selv om man ikke har en stor familie eller omgangskreds, forklarer Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget. 

Sundheds- og Omsorgscentret i centrum.
Tanken er, at inddrage Sundheds- og Omsorgscentret, hvor lokale aktører skal have mulighed for at gøre brug af det køkken, der er i forbindelse med centret. Desuden kan kommunale medarbejdere indgå som ressourcepersoner i forhold til at nå mere udsatte borgere.

Samarbejde med frivillige og boligsekskab.
Næste skridt bliver at få udarbejdet et konkret forslag til, hvordan initiativet kan gennemføres. I den proces skal relevante parter som fx frivillige, boligselskabet samt sundhedscentrets medarbejdere i området inddrages.

Adgang til sunde aktiviteter.
Ved at placere spisefællesskabet i det lokale Sundheds- og Omsorgscenter i Æblehaven får borgerne nem adgang til sunde aktiviteter. Det skal medvirke til at reducere de menneskelige og sociale omkostninger, der er forbundet med ulighed i sundhed.