Driblinger, jonglering, finter og teknisk træning er på programmet, når to af Danmarks bedste freestylere kommer til Roskilde den 18. og 19. oktober 2017.

Lars Munck Petersen og Simon Atli Larsen har et imponerende CV, når det kommer til at kunne noget med en bold. Børn og unge i og omkring Roskilde får nu chancen for at lære lidt af det, som fodboldstjernerne Messi og Ronaldo er kendt for – nemlig fodboldfærdigheder i særklasse og lækre detaljer.

“Det bliver to dage med fuldt knald på med nogle af de bedste indenfor panna og freestyle. Det lyder måske lidt avanceret, men det er kræs for alle fodboldspillere, fordi det udvikler fodboldfærdighederne. Man få bedre boldkontrol og lærer at lave lækre detaljer”, siger Christian Sloth, der er idrætskonsulent hos DGI. 

De bedste spillere er klar.
Lars Munck Petersen og Simon Atli Larsen er blandt de bedste i Danmark til de to discipliner. De er en del af instruktørteamet, som har stor erfaring med at gøre det sjovt for alle aldre at arbejde med freestyle og finter.

“Vi træner freestyle og Panna, men der bliver også plads til en masse andre sjove boldøvelser, så der er noget for alle niveauer. Vi vil vise, at fodbold er meget mere end 11 mod 11 på græs”, siger Lars Munck Petersen.

For både nybegyndere og erfarne.
En DGI Fodboldskole er for dem, der har styr på teknikken og for dem, der lige er begyndt at spille. Det kan lade sig gøre, fordi instruktørerne er gode til at spotte den enkeltes niveau og målrette øvelserne efter dem.

“Vi har stor erfaring med at træne fodboldbørn på alle niveauer. Det er netop vigtigt for os, at vi skaber en ramme, hvor alle kan være med, men hvor den enkelte bliver udfordret”, siger Christian Sloth.

Kom med.
Fodboldskolen bliver afholdt i Tjørnegårdshallen begge dage fra kl.9.00 til 14.30. Skolen er for piger og drenge i alderen 9 til 12 år. Læs mere og tilmeld her.