Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Sep 08, 2017 til Sep 19, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Gadstrup, Roskilde.
Kl. 2140 kørte en 41-årig kvinde fra Fårevejle i grøften på Køgevej. Kvinden var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Narkobilist – Lillevangsvej, Kr. Skensved, Havdrup – Solrød.
Kl. 0019 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen, hvorfor han inden løsladelse fik udtaget en blodprøve til undersøgelse herfor.

Tyveri – Jyllinge, Roskilde. 
Kl. 1020 fik politiet anmeldelse om et tyveri, der fandt sted lørdag kl. 1830 i Kvickly i Jyllingecentret, hvor en 74-årig kvinde fra Jyllinge netop havde handlet. Medens kvinden betalte så hendes datter, at der var i alt seks personer, der opholdt sig meget tæt på hendes mor, og kort efter opdagede den 74-årige, at hendes armbånd var stjålet. De seks personer var kørende i en hollandsk indreg. bil. der var tale om yngre mænd og kvinder, og den ene kvinde havde lyserødt hår.

Kraftig røg – Store Højbrøndsstræde, Roskilde.
Kl. 0820 rykkede politiet og brandvæsnet ud på grund af en anmeldelse om kraftig røg muligvis fra en bygning. Det viste sig, at en 38-årig kvinde fra Roskilde var i færd med at brænde en træstub af – med kraftig røgudvikling til følge. Hun blev pålagt at slukke branden med sin vandslange og henvist til en anden måde for bortskaffelse af træstubben.

Blotter i skoven – Boserupvej, Roskilde.
Kl. 1046 anmeldte pårørende til en 19-årig kvinde fra Roskilde, at hun kort tid forinden under en løbetur i Boserup skov ved et shelter havde mødt en mand trækkende med en cykel. Da han så hende, stillede han cyklen fra sig og smed hurtigt bukserne, så han stod med blottet underliv. Den 19-årige fortsatte blot sin løbetur og fik senere kontakt til en anden kondiløber. Hun så ikke, hvor manden forsvandt hen, men beskrev ham som: mand, 175-190 cm høj, lys/bleg i huden, iført stor sort jakke og sort tøj, medbragte en sort damecykel. Politiet ledte med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, efter manden, som politiet dog ikke fandt i første omgang.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i skoven, eller som kan give oplysninger om hans identitet.

Falsk politimand – Stamvejen, Svogerslev, Roskilde.
Kl. 2231 henvendte to unge mænd på 17 og 19 år fra Roskilde sig til politiet, fordi de havde mistanke om, at en mand, der udgav sig for at politimand, men ikke var det, havde kropsvisiteret dem for kort tid siden. Manden var kørende i en ældre og uindregistreret Citroen Picasso, da han havde henvendt til sig de to unge mænd og udgivet sig for at være civil politimand. Da de undrede sig over, at han kørte i en bil uden nummerplader, havde han fået dem overbevist om, at det måtte civile politimænd gerne. Manden gennemførte endvidere en kropsvisitation af de to unge mænd og havde ifølge deres oplevelser gennemført den grundigt på alle dele af deres kroppe. Den falske politimand blev beskrevet som: mand i 50-erne og med fuldskæg, overskægget var nikotingult, iført en sort trøje, sorte bukser med bælte med pistollignende hylster og hvide sko. På skuldrene havde han påsyet “stjerner”, hvilket fremstod som hjemmelavet. Politiet ledte forgæves efter manden og hans bil i området efter anmeldelsen om denne overtrædelse af straffelovens § 130 om udøvelse af en myndighed, som man ikke har.

Politiet vil benytte lejligheden til at erindre om, at enhver polititjenestemand er udstyret med politilegitimation, som politiet på forlangende skal fremvise til den, der beder om at se legitimationen. Hvis en person, der udgiver sig for at være politimand ikke kan/vil fremvise politilegitimationen, er der ekstra grund til at være særdeles skeptisk over for henvendelsen fra pågældende. Det rigtige politi bør i sådanne tilfælde derfor straks kontaktes. Endvidere kan det også afvises, at politiet må køre rundt i uindregistrerede biler.

Narkokørsel / kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Ringparken, Roskilde.
Kl. 0914 standsede politiet en personbil, der blev ført af en 18-årig mand fra Frederikssund. Han havde ikke erhvervet sig et kørekort, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret i sin bil. Yderligere kunne politiet efter en narkometertest mistænke ham for at være påvirket af hash under kørslen, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da politiet ved nærmere undersøgelse af hans personlige forhold kunne konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden førerret, beslaglagde politiet personbilen med senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til.

Fund af stor mængde fyrværkeri – Københavnsvej, Roskilde.
Kl. 1843 skaffede politiet sig adgang til et rum i en bygning med udlejning af opbevaringsdepoter på grund af mistanke om, at der ulovligt blev opbevaret fyrværkeri på stedet. Mistanken blev bekræftet i en sådan grad, at politiet tilkaldte Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) til bortfjernelse af fyrværkeriet, som bestod af knap 200 krysantemumbomber, flere professionelle batterier og ca. 100 fontæner. Ved optælling af NEM-værdien i det fundne fyrværkeri svarede det ifølge EOD til ca. 605 kg krudt. Fyrværkeriet blev flyttet fra stedet og opbevares nu under mere sikre forhold, medens politiet efterforsker sagen, herunder hvem som kan have anbragt fyrværkeriet i opbevaringsdepotet. Politiet skal også undersøge, hvor den store mængde fyrværkeri kan stamme fra.

Spirituskørsel – Roskilde.
Kl. 0853 anholdt politiet en 26-årig mand fra Dyssegård, der kørte i bil på Helligkorsvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Blufærdighedskrænkelse – Roskilde.
Kl. 1845 blev en 19-årig kvindelig medarbejde generet i Fakta af en mand med østeuropæisk udseende. Manden krænkede kvindens blufærdighed, ved at han tog fat i hende og kom med seksuelle tilbud m.v.Manden beskrives som 30-35 år, 170-175 cm høj, alm. af bygning, talte engelsk. Tatovering på den ene arm. Han var i.flg. anmeldelsen iført en blomstret kjole.

Fakta sørgede for at tage sig af sin medarbejder, der var meget berørt af situationen.

Brand – Roskilde.
Kl. 2037 brændte en bil på Boserupvej, hvilket blev set af et vidne, der tilkaldte politi og brandvæsen. Det formodes at branden var påsat. Bilen stod ca. en km. inde i skoven.

Dom i brandsag – Roskilde.
Et nævningeting dømte fredag en 17-årig ung mand fra Roskilde for brandstiftelse. Den 17-årige fik en dom til anbringelse uden længstetid, hvilket betyder, at han foreløbig skal sidde på institution for unge, indtil der er gået fem år, hvorefter man vil evaluere om han kan begå sig i samfundet igen. Han blev betinget udvist af Danmark.

Han blev bl.a. fundet skyldig i at have sat ild på et kollegium, Møllehusvej,med 2-3 liter benzin om natten den 18. januar 2017, således at han skabte eksplosion og brand og derved udsatte en eller flere beboere for livsfare. 87 personer blev evakueret fra bygningen, og 7 blev behandlet for røgforgiftning. Derudover blev han fundet skyldig i 18 andre forhold bl.a. vold.

Tricktyveri – Roskilde.
Kl. 1330 var en ældre kvinde udsat for et tricktyveri på Fælledvej. En 72-årig mand bemærkede to udenlandske mænd, der opholdt sig tæt ved en ældre kvinde.

Anm. var sikker på, at et tricktyveri var under opsejling, og han råbte derfor op. Det fik de to mænd til at gå væk fra kvinden. Kvinden bemærkede dernæst, at hendes Dankort lå på gaden, og det må være smidt af de to mænd.

Stor ros til anmelderen for hans indsats!

Tricktyveri – Roskilde.
Kl. 1300-1320 blev en 75-årig kvinde udsat for tyveri, da hun var ude at handle i Føtex på Jernbanegade. Fire personer var inde i en elevator sammen med forurettede, hvor personerne, der var østeuropæiske spurgte om noget med “hospital”. Hun opdagede efterfølgende, at hendes pung var stjålet, og fra kort i punget var hævet 15000 kr.

Signalementerne på to af de fire lyder på kvinde, 25-30 år, østeuropæisk, skulderlangt sort hår, samt en mand, fedladen, ca. 60 år,sort hår.

Igen igen skal vi gøre opmærksom på, at man skal skjule sin indtastning, så kan på den måde kan undgå at blive udsat for tyveri.

Brand – Veddelev, Roskilde.
Kl. 1619 opstod brand i en eltavle på Strandvejen. Branden kom hurtigt under kontrol. Der skete ingen skade på fast ejendom.

Uro – Roskilde.
Kl. 2050 anholdt politiet en 61-årig kvinde på Roskilde Station, hvor hun var voldsomt udadreagerende og provokerende. Kvinden var påvirket af spiritus, og hun blev derfor tilbudt husly i detentionen natten over. Hun får en bøde, når hun bliver løsladt tirsdag morgen.

Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde.
Kl. 1120 fik politiet melding om et færdselsuheld, hvor en lastbil og en personbil var stødt sammen, og en lastbil stod på tværs af Køgevej. Ambulance- og redningspersonale var sendt til uheldsstedet, der var på Køgevej lidt syd for Tjærebyvej. Politiet kunne konstatere, at vejen var spærret i begge retninger, hvorfor trafikken blev omdirigeret ad hhv. Tjærebyvej og Snoldelev Bygade. To lastbiler og en personbil var impliceret, og to personer fra personbilen var blevet kørt til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og behandling, medens den ene lastbilchauffør var blevet kørt til skadestuen i Køge. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge de implicerede køretøjer, idet personerne i personbil formentlig var kommet alvorligt til skade. Det viste sig, at en 57-årig mand fra Holmegaard som fører af en lastbil med tilkoblet anhænger var kørt ad Køgevej mod syd, da dækket på venstre forhjul af ukendte årsager eksploderede. Han kørte som følge heraf over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor han stødte frontalt sammen med en personbil ført af en 74-årig mand fra Hadsund og med hans 71-årige hustru som passager. Personbilen snurrede rundt på vejen og blev efterfølgende ramt af en bagfra kommende lastbil ført af en 43-årig mand fra Kalundborg, som slap uskadt fra uheldet. Denne lastbil standsede på tværs af vejen efter uheldet, medens lastbilen med det punkterede dæk fortsætte videre ud i grøften, hvor den standsede. I forbindelse med uheldet var også et el-skab blevet påkørt, så flere husstande i området var uden strøm. Kl. ca. 1330 var køretøjerne fjernet fra kørebanen, så trafikken kunne passere. Lastbilchaufføren, der blev bragt til skadestuen i Køge, havde pådraget sig mindre kvæstelser, og de to personer fra personbilen havde pådraget sig diverse knoglebrud i brystkasseområdet. Politiet afventer nu bilinspektørerklæringen, før der tages stilling til, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Færdselsuheld – Roskildevej-Østre Ringvej, Benløse, Ringsted.
Kl. 1308 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor nogle biler var stødt sammen, hvorefter op til seks personer var kommet til skade. En lægehelikopter var sammen med tre ambulancer sendt til uheldsstedet, som var i lyskrydset Roskildevej-Østre Ringvej. Ingen var trods indledende melding herom kommet alvorligt til skade, hvorfor der ikke blev brug for lægehelikopteren. Uheldet bevirkede spærring af vejen, hvor trafikken nordfra blev ledt ad Valsølillevej indtil kl. ca. 1400, hvor der var ryddet op på uheldsstedet. En 63-årig kvinde fra Fåborg havde kørt i en personbil ad Roskildevej mod nordøst og skulle svinge til venstre ad Roskildevej mod nord i lyskrydset. En 42-årig kvinde fra Frederiksberg C kørte sammen med tre passagerer i en personbil ad Roskildevej mod syd og ville fortsætte ligeud i lyskrydset. I lyskrydset stødte de to biler sammen, da den 63-årige kørte langsomt frem foran den 42-åriges personbil. Den 63-årige blev bragt til kontrol på skadestuen i Køge, medens de fire personer fra det andet køretøj blev bragt til kontrol på skadestuen i Holbæk. Alle var sluppet fra uheldet med diverse knubs/mindre kvæstelser. Uheldet skyldtes ifølge flere vidners forklaringer formentlig, at den 63-årige kunne mistænkes for at have kørt frem for rødt lys i lyskrydset.

Færdselsuheld – Jernbanegade, Roskilde.
Kl. 1436 fik politiet en anmeldelse om, at en cyklist var kommet til skade efter påkørsel af en bil. Politiet kørte til uheldsstedet, hvorfra cyklisten – en 49-årig mand fra København Ø – blev bragt i en ambulance til skadestuen til kontrol. Han var kort forinden cyklet ad Jernbanegade mod øst i cykelfeltet, da føreren af en mindre, grå personbil, der var standset i et af- og pålæsningsareal til højre for cykelstien tæt på togstationen, pludselig åbnede førerdøren. Cyklisten kunne ikke undgå at ramme døren og væltede. Føreren af bilen hjalp kortvarigt, indtil tililende kom cyklisten til undsætning. Herefter kørte den mandlige fører af bilen væk fra stedet uden at have oplyst sit navn mv. til cyklisten. Føreren blev beskrevet som en mand, 50-55 år, af anden etnisk herkomst end dansk, ca. 180 cm, sort kort hår, iført en grønlig regnjakke og kørende i en mindre grå personbil. Cyklisten
var sluppet fra uheldet med diverse knubs, og politiet leder nu efter bilisten.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket uheldet, eller som kan give oplysninger om bilisten og hans bil. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tricktyveri – Kongebakken, Roskilde.
Kl. 1524 fik politiet en anmeldelse fra to kvinder på 80 og 82 år fra Roskilde. De havde kl. ca. 1450 været ude at handle i et supermarked på Københavnsvej, Roskilde, hvor to udenlandske personer – en mand og en kvinde – havde gået rundt om dem flere gange. De valgte at forlade supermarkedet, og da de kom hjem til den 82-åriges bopæl på Kongebakken, dukkede de to udenlandske personer op igen og fulgte med ind i opgangen. Her oplyste de, at de ledte efter en kvinde ved navn “Maria”, og i den forvirring, som de fik skabt, lykkedes det dem at stjæle en pung med bl.a. 1500 kr. fra den 80-årige. Politiet ledte forgæves i området efter de to mistænkte, som blev beskrevet som:

A: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 25-35 år, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Hår opsat i hestehale. Nydelig klædt kvinde., Talte: Østeuropæisk, Iført: Sort læder
frakke;

B: Mand, Østeuropæisk af udseende, 30-40 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Nydelig klædt mand., Talte: Østeuropæisk.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket de to personer i enten supermarkedet eller i området ved Kongebakken fredag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Vold – Hestetorvet, Roskilde.
Kl. 0140 anholdt politiet en 20-årig mand fra Køge, idet han kort forinden havde været i slagsmål med en 21-årig mand fra København Ø på en restauration. Under slagsmålet havde den 20-årige slået offeret med knytnæver i ansigtet, hvorfor politiet sigtede den anholdte for vold mod den 21-årige. Den anholdte 20-årige fik lov til at tilbringe nogle timer i detentionen, da han ved anholdelsen var kraftigt påvirket af alkohol og muligt også af narkotika. Han blev løsladt lørdag formiddag, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Vold mod politiet – Roskilde.
Politiet kørte lørdag kl. 1939 til Skomagergade, hvor personale fra en ambulance havde problemer med nogle personer. Politiet kom frem til stedet, hvor en 22-årig kvinde fra Roskildeog en 45-årig mand fra Albertslund blev anholdt.

Kvinden slog og sparkede på en kvindelig politibetjent, hvilket der ikke skete den store skade ved, da politibetjenten var iført skudsikker vest, der tog af for sparkene. Hun fortsatte sin voldelige adfærd på politistationen, og det endte med, at kvinden blev overført til psyk.afdeling.

Manden optrådte provokerende og truende over for politiet, og det førte til en sigtelse for trusler mod politiet. Han blev løsladt ud på morgenstunden efter at have sovet i detentionen.

Anholdelse – Roskilde.
Kl. 0259 anholdt politiet en 36-årig mand fra Solrød, der på en restaurant på Hersegade optrådte aggressivt over for dørmænd. Han fik en bøde for sin optræden og fik lov at hvile sig i detentionen natten over.

Samme skæbne overgik en 24-årig mand fra Roskilde, der også var provokerende og voldeligt. Han fik også en bøde for sin optræden samme sted.

Tyveri fra institution – Roskilde.
Kl. 1220 blev anmeldt om et tyveri, der fandt sted omkring kl. 1015 tirsdag, hvor to personer stjal et 55″ tv på Lindegården og kørte det væk i en taxa. De to genkendt på videoovervågning på stedet. Politiet kørte til den ene af de mistænktes lejlighed, hvor en 41-årig mand blev sigtet for tyveriet. Han erkendte dette og forklarede, at det var solgt videre. Politiet fandt i alt fald ikke det stjålne TV. Den anden gerningsmand har politiet endnu ikke fået fat i.

Nødlanding – Roskilde.
Kl. 1354 fik politiet anmeldelse fra lufthavnen om at et fly skulle sikkerhedslande. Politiet fik få minutter senere besked om, at flyet var landet på almindelig vis i lufthavnen uden problemer heldigvis.

Spirituskørsel – Roskilde.
Kl. 1730 anholdt politiet en 76-årig mand fra Roskilde, der kørte i bil på på Stændertorvet. Manden var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Overtrædelse af knivloven – Roskilde.
Kl. 2347 anholdt politiet en 51-årig mand fra Polen, der blev truffet på Roskilde Station. Han var meget beruset, og så var han i besiddelse af en ulovlig kniv. Den anholdte sidder fortsat i detentionen, hvorfra han forventes løsladt i løbet af formiddagen efter afhøring og sigtelse for at være i besiddelse af en ulovlig kniv.

Brand i bil – Roskilde.
Kl. 0115 brændte en bil på Hedelandsvej. Det viste sig, at der tidligere på dagen havde været problemer med bilens motorvarmer, og det formodes, at der er tale om en fejl i det elektriske system, der er skyld i branden.

Sovende mand – Roskilde.
De fleste steder er det ikke en god ide, at man sover på sit arbejde, men det var rent faktisk det, som skete i nat kl. 0344, hvor politiet blev sendt til en restaurant på Jernbanevej, hvor der var gået en tyverialarm.

Det viste sig dog, at der ikke var indbrud, men i stedet handlede det om, at en ansat havde hvilet sig på en sofa. Da han vågnede op, var stedet lukket og forladt. Han “slog” alarmen, da han begyndte at bevæge sig rundt. Politiet sørgede for, at manden kom godt ud fra sin arbejdsplads, så han kunne komme hjem og sove videre uden at blive forstyrret af en tyverialarm.

Indbrud i perioden
Pilevænge, Snoldelev, Gadstrup
Møllemarken, Havdrup
Koldekildevej, Veddelev, Roskilde
Vestergade, Roskilde
Klosterengen, Roskilde
Rørmosen, Roskilde
Grønningen, Viby Sj. (2 steder)
Henriettevej, Dåstrup, Viby Sj.
Kirkevej, Dåstrup, Viby Sj.