Søndag d. 1. oktober åbner dørene på fem af kommunens plejecentre. Kom og hils på borgerne, der bor der, få en gratis brunch og et kig på hverdagen anno 2017 med bowlingmotion, samtalerobot og rickshaws.

Igen i år markerer Roskilde Kommune FN’s internationale ældredag. Søndag den 1. oktober mellem kl. 10-12 har du mulighed for at besøge nogle af borgerne på et plejecenter i Roskilde Kommune: – Vi vil gerne vise borgere og pårørende, hvordan hverdagen ser ud på vores plejecentre med de aktiviteter og tilbud, der er for beboerne. Udover åbent hus på fem plejecentre, deltager Roskilde Seniorhøjskole også med et arrangement på Ragnarock på Musicon. Det kan man godt glæde sig til at opleve. Det gælder også Roskilde Ældre Motion, som man kan møde på Kildegården. De har rigtig mange gode aktiviteter, fortæller Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Igen i år markerer Roskilde Kommune FN’s internationale ældredag (Foto; Roskilde Kommune)

50’er-stue, samtalerobot og bowlingmotion.
En del af aktiviteterne, som de besøgende kan være med i, er aktiviteter, som borgerne på plejecentrene selv laver i det daglige. Det gælder fx erindringsstuen på Kristiansminde, som er indrettet som en stue fra 50’erne. Man kan også tage en snak med samtalerobotten, prøve den kæmpe touch’n’play-skærm eller kaste sig ud i lidt motionsbowling.

Rickshaws, symfoniorkester og billard.
Trekroner Plejecenter giver en tur i deres rickshawcykler og åbner ishuset (hvis vejret tillader det) mens husorkesteret på Sct. Jørgensbjerg Plejecenter spiller op til fællessang. På Bernadottegården er neglesalonen blandt andet åben.

Seniorhøjskolen præsenterer eksempler på sine aktiviteter på Museet Ragnarock og vil i samarbejde med Sjællands symfoniorkester skabe en kulturelt og musikalsk fusion. Hos Roskilde Ældre Motion, som netop har rundet 2500 medlemmer, kan man prøve styrketræning, spinning og billard i foreningens lokaler på Kildegården.

Se hele programmet her.