På hjørnet af Penselstrøget og Rabalderstræde på Musicon i Roskilde opføres et nyskabende erhvervs- og boligbyggeri udført i ombyggede containere.

Det har vist sig at være et attraktivt koncept at bygge gamle skibscontainer om til nyskabende og kreative boliger. På Musicon syd for Roskilde bymidte bliver der nu bygget 30 containerboliger også kaldet Musicons nye Beat Box, der indrettes efter alle tidens krav til energi og komfort.

Pressefoto: Roskilde Kommune – Beat Box

De nye containerboliger er primært 30 og 60 kvadratmeter og stueetagerne langs Rabalderstræde bliver indrettet til butik og café. Boligerne er nøje tilpasset den helt særlige stemning og æstetik, der kendetegner Roskilde Kommunes nye kreative område.

– Jeg er glad for udsigt til endnu mere liv i den kreative bydel de kommende år. På Musicon er der plads til alle og det understreger de mange forskellige byggestile virkelig. Musicon er nu for alvor ved at blive en bydel, hvor mangfoldigheden trives i form af de mennesker der besøger, bor og arbejder i bydelen, udtaler borgmester i Roskilde Kommune, Joy Mogensen.

Målet er, at der skal bygges i alt 800 nye boliger på Musicon over de kommende år. Sammen med de eksisterende 200 ungdomsboliger, kommer Roskildes kreative bydel til at huse 1.000 boliger og omkring 3.000 beboere.

Containerboligerne vil blive udbudt som privat udlejning, drevet og ejet af Container Living.