Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Jun 06, 2017 til Jun 13, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Løse hjulbolte – Jyllinge, Roskilde.

Kl. 0953 blev anmeldt, at der mellem mandag 050617-060617 var løsnet to hjulbolte fra en bil, der stod i Jyllingeparken. To hjulbolte fjernet fra venstre bagdæk.

Løsnede hjulbolte – Storkevej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 0728 anmeldte en 26-årig kvinde fra Jyllinge, at hun havde opdaget, at familiens personbil havde fået løsnet 18 hjulbolte i løbet af natten, hvor bilen havde været parkeret på vejen. Familien havde netop på grund af mediernes omtale af denne type sager checket hjulene dagen før og ikke fundet noget unormalt. Politiet undersøgte bilen i et forsøg på at finde evt. spor, der kan føre frem til gerningsmanden.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området i løbet af natten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Efteranmeldelser om løsnede hjulbolte – Hvalsø, Lejre / Jyllinge, Roskilde

Kl. 0838 modtog politiet en efteranmeldelse fra en 64-årig mand fra Hvalsø om, at han d. 170517 under kørsel i sin varebil havde tabt det ene hjul, der faldt af under kørslen. Efterfølgende konstaterede han, at der manglede nogle hjulbolte, og at der lå et par stykker sammen med det tabte hjul. Han formodede derfor, at en ukendt gerningsmand havde løsnet hjulboltene på varebilen på ukendt tidspunkt inden kørslen.

Kl. 1543 anmeldte en 39-årig mand fra Jyllinge, at han under kørsel d. 290517 i sin personbil havde bemærket en underlig lyd ved nedbremsning af bilen. Han checkede hjulene og kunne konstatere, at alle hjulbolte sad så løse, at han kunne skrue dem af med fingrene. Hjulboltene blev herefter skruet fast, så han kunne fortsætte kørslen. Der var ikke sket nogen skade på hverken materiel eller personer.

Politiet samler nu også disse anmeldelser sammen med øvrige anmeldelser i samme sagstype for at finde eventuelle spor, der kan føre frem til gerningsmanden, samt for at få overblik over omfanget af denne sagstype.

Løsnede hjulbolte – Jyllinge – Roskilde

Kl. 1524 anmeldte en 54-årig kvinde fra Jyllinge, at hun tirsdag d. 060617 var kørt i sin personbil til arbejdspladsen i Søborg om morgenen uden problemer. Da hun kørte hjem om eftermiddagen, begyndte bilen pludselig at afgive mærkelige lyde. Bilen blev afhentet af et bugseringskøretøj og bragt til et værksted, hvor en mekaniker efterfølgende kunne konstatere, at boltene på alle fire hjul var løsnet. Politiet har optaget endnu en anmeldelse om løsnede hjulbolte fra en bilejer i Jyllinge-området, men i dette tilfælde er gerningsstedet dog ikke helt præcist fastlagt, idet hjulboltene kan være løsnet, medens bilen har været parkeret i Søborg-området.

Kl. 1917 anmeldte en 37-årig mandlig bilejer fra Jyllinge, at han i forbindelse med fremvisning af sin nyindkøbte bil til en kammerat d. 010617 havde opdaget, at to hjulbolte manglede på det ene forhjul. Der var ikke sket noget i forbindelse med kørslen i bilen, inden han opdagede de manglende hjulbolte.

Politiet er fortsat interesseret i at høre fra alle bilejere, der bliver udsat for tilfælde af løsnede hjulbolte på deres biler, således at politiet kan få et samlet overblik over sagerne. Henvendelser om mistænkelige personer, der kan sættes i forbindelse med denne form for kriminalitet, imødeses meget gerne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Løse hjulbolte – Jyllinge, Roskilde

Kl. 0909 fik politiet anmeldelse om, at der i løbet af weekenden var løsnet hjulbolte på en personbil, der er kørt fra Jyllingeparken, hvilket bevirkede at hjulet faldt af under kørslen. Der skete ingen personskade.

I et andet tilfælde var hjulboltene løsnet på en anden personbil i Jyllingeparken på højre forhjul. Her opdagede ejeren dog, at hjulet sad løst før kørslen.

En bilist fra Ahornvej i Jyllinge tabte et hjul under kørsel på Frederiksborgvej tirsdag kl. 0950. Der skete ingen personskade.

Politiet har fået flere lignende henvendelser, specielt fra Jyllingeområdet i den seneste tid.

Noget tyder på, at en eller flere gerningsmænd løsner hjulboltene på biler i området.

Det er vigtigt at huske, at man selv skal checke, om hjulboltene er løse eks. efter skift til sommerdæk, men det kan ikke være nogen tilfældighed, at der netop er så mange af den type sager med løse hjulbolte i Jyllinge.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger om sagerne. Ring på 114.

Brandundersøgelse – Køgevej, Roskilde

Kl. 1516 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i den gamle slagteribygning, fra hvis tag røg sås komme ud. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået flere steder i bygningen. Politiet anser derfor branden for at være påsat og skal i den anledning undersøge bygningen nærmere for eventuelle spor.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget mistænkeligt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Fire gratister i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 1201 ønskede DSB assistance fra politiet til at fastlægge identiteten på fire udlændinge, som ikke havde billet til toget, der var på vej til Roskilde fra København på turen til Kalundborg. På Roskilde station fik politiet kontakt til fire mænd på 19, 21, 23 og 27 år fra Rumænien, der fik kontrolleret deres identitet, og som fik pålagt en kontrolafgift af DSB. De fire mænd blev efter anmodning fra DSB til sidst bortvist fra toget.

Løse hjulbolte – Roskilde.

Kl. 1120 blev anmeldt om en hændelse, der er sket i løbet af sidste uge, hvor fire hjulbolte var løsnet fra et forhjul på en personbil, der stod på Motelvej. Den 47-årige kvinde, der ejer bilen har ingen mistanke om gerningsmand. Hun opdagede, at boltene var løsnet, da hun var ude at køre. Der skete heldigvis ingen uheld.

Råbende mand – Stationscentret, Roskilde

Kl. 1315 generede en spirituspåvirket mand forbipasserende og rejsende på busterminalen med diverse tilråb og var verbalt truende over andre. Politiet måtte frihedsberøve en 54-årig mand fra Ishøj, som blev anbragt i detentionen til afrusning. På grund af hans adfærd over for folk på busterminalen blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kan nu se frem til en bøde.

Unge bortvist fra børnehave – Bredgade, Roskilde

Kl. 0001 måtte politiet bortvise 12 unge fra området ved en børnehave, hvor de havde forsamlet sig for at spille fodbold. De larmede dog så meget, at naboer ikke kunne sove. Da de dels var for gamle til at gå i børnehave, dels ikke havde lov til at være på området, bortviste politiet dem. Ingen blev sigtet for noget.

Brand i gryde – Æblehaven, Roskilde

Kl. 1954 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lejlighed på 3. sal i en beboelsesejendom. Beboerne i opgangen var blevet evakueret. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, der var opstået i en gryde med fritureolie. Der opstod kun mindre sodskader i lejlighedens køkken, og ingen personer kom til skade ved branden.

Narkobilist med narko i bilen – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 2036 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest havde indikeret, at føreren var påvirket af kokain under kørslen. En mandlig passager, der også blev skønnet narko-påvirket, var tydeligt nervøs over politiets tilstedeværelse, hvorfor politiet rekvirerede en narko-hund til at undersøge bilen nærmere. Narko-hunden fandt under en måtte en pose med godt to gram kokain, som tilhørte den nervøse, 26-årige passager fra Roskilde.

Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Føreren af bilen blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Redningsaktion – Roskilde.

Kl. 1943 blev anmeldt om en kæntret jolle i Roskilde Fjord. Det blev oplyst, at en lokal sejler havde samlet to våde unge mennesker op og sejlet dem til Gershøj havn.

Politiet vil gerne i kontakt med de skibbrudne for at høre deres version af sagen.

Ring til politiet på 114.

Brand i sommerhus – Roskilde.

Kl. 0038 brændte et sommerhus på Frederiksborgvej i Lille Valby. Ingen personer på stedet. Det antages, at det er el, der er skyld i branden, men det skal undersøges nærmere af politiet.

Trusler på livet – Viby, Roskilde.

Kl. 2112 kørte politiet til en adresse i Viby, hvor en mand truede med at slå sin familie ihjel. Politiet kom frem til stedet, hvor manden stod en økse i hånden. Politiet trak våben, og der blev afgivet et varselsskud. Det lykkedes politiet at få manden anholdt inde i huset, uden han eller andre kom til skade.

Politiet anholdt den 36-årige mand, der sigtes for trusler. Han blev efterfølgende indlagt på psyk. afdeling grundet sin sindstilstand.

Indbrud i perioden
Sikærsvej, Snoldelev, Gadstrup (2 steder)
Hødyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Roskildevej, Gl. Havdrup, Havdrup
Industrivej, Roskilde (2 steder)
Himmelev Sognevej, Himmelev, Roskilde
Algade, Roskilde
Helligkorsvej, Roskilde