Julie kommer hjem med international førsteplads for sine slagterkundskaber

Julie Gudmandsen er i gang med uddannelsen til Gourmetslagter på Danmarks Slagteriskole ZBC i Roskilde, og hun er en meget talentfuld elev. Tidligere på året deltog hun i DM i Skills og nu har hun vundet titlen ”The Best Food Industry Worker 2017”.

Juryen havde Julie Gudmandsen som en meget klar vinder af ”The Best Food Industry Worker 2017”, der er en international konkurrence, hvor elever fra slagterfaget konkurrerer. De deltagende lande var Hviderusland, Ukraine, Litauen, Letland og Danmark, hvor Julie repræsenterede de rød-hvide farver. I år blev konkurrencen afholdt i Litauen.

”Alt gik som det skulle, og jeg er virkelig glad og stolt over, at jeg blev kåret som vinder. Når jeg deltager i konkurrencer går jeg altid efter sejren, og jeg var lidt nervøs for, hvad de syntes om det jeg lavede.  Men de kunne heldigvis godt lidt det,” fortæller Julie Gudmandsen, der er i lære hos Mad med Mere i Køge, når hun ikke går i skole på ZBC i Roskilde.

Nytænkende og kreativ
I januar deltog Julie i DM i Skills, hvor hun fik en meget flot 4. plads. Nu var slagterkniven slebet på ny, og det gav pote i form af den flotte førsteplads.

”Julie formåede at være nytænkende og kreativ i hendes arbejde. Det kombineret med den flotte præcision gjorde, at hun løb med sejren. Hun klarede alle discipliner flot og stort set uden fejl, så det var meget fortjent, at det var Julie, der fik førstepladsen. Det er vi selvfølgelig meget stolte af på ZBC,” udtaler Julies faglærer Kenneth Lund Hansen, der var i Litauen som støtte gennem konkurrencen.

Efter traditionen om at vinderen afholder næste konkurrence, skal Danmarks Slagteriskole ZBC i Roskilde, være vært næste år.