300 elever fra fem skoler i Roskilde dystede torsdag i Himmelev om at blive de bedste opfindere, og dermed blandt de fem hold, der sendes videre til Danish Entrepreneurship Award i Fredericia.

300 elever fra fem skoler i Roskilde dystede torsdag i Himmelev.
300 elever fra fem skoler i Roskilde dystede torsdag i Himmelev.

Hvert år afholdes den landsdækkende opfinderkonkurrence ’Projekt Edison’, hvor 6. og 7. klasser i løbet af efteråret indsamler viden, får nye idéer, arbejder med projektfremlæggelse mv. Arbejdet ender ud i nogle helt nye opfindelser, som grupper á fem elever præsenterer for dommere og undervisere til de lokale Edison Finaler. Roskildes lokale finale blev afholdt på Himmelev Skole torsdag d. 3. november og hele 59 hold fra 5 forskellige skoler var mødt op.

 

Der var opfindelser lige fra fodgængerovergange for blinde til satellitsystemer, der advarer bilister.

Kristian Themsen fra Teknologisk Instituts Opfinderrådgivning var indkaldt som en af de 14 dommere, og han var begejstret over opfindelserne.

 

  • Der er nogle stykker, som virkelig har imponeret mig. De må gerne komme ind til os på Teknologisk Institut, når de skal læse videre. Jeg har spurgt meget ind til, hvordan de har fået idéen, og så vurderer jeg også, om opfindelsen er realistisk – om det kan lade sig gøre, forklarede dommeren.

 

Fem hold af sted til Awards

Værterne for finalen, Himmelev Skole, kunne sende hele to hold af sted til Danish Entrepreneurship Award i Fredericia Messe C d. 17. november. Også Vindinge Skole sender to hold af sted til Fredericia, og Jyllinge Skole sender det femte og sidste hold af sted. De fem Roskilde-hold skal dyste mod 90 andre hold fra hele landet, så det er hårde odds. Men Vindinge kom på en flot 2. plads sidste år, så forventningerne er høje.

Ud over de tre skoler, deltog også Hedegårdenes Skole og Klostermarksskolen i opfinderkonkurrencen.

 

  • Det er utroligt, hvad de unge mennesker kan finde på. Og det er jo ikke bare løse idéer. Projekterne er beskrevet ned i detaljen, hvordan de skal finansieres, udvikles og promoveres. Jeg er meget imponeret. Det er både lærerigt og motiverende for eleverne, og så udvikler det måske også en ny generation af iværksættere, siger Claus Larsen, Formand for Skole- og Børneudvalget.
Dyb koncentration.
Dyb koncentration.

Det er Fonden for Entreprenørskab, som står bag konkurrencen, der skal få præsenteret eleverne for iværsætteri, innovation og entreprenørskab. Fonden vurderer, at det et disse kompetencer, der vil blive efterspurgt på fremtidens arbejdsmarked.