Programmet for efterårets seks lytteklubber på Roskilde Bibliotek er klar. Kom med og bliv klogere på musikken, del dine egne store oplevelser og få en spændende aften i selskab med andre musikelskere.

Efterårets lytteklubber handler om PJ Harvey, Rued Langgaard, NHØP, Opera Top 50, soulmusik og Billie Holiday.

Topaktuelle PJ Harveypjharvey
Den første lytteklub handler om den topaktuelle PJ Harvey, som har blæst verden bagover med sit nye album ‘The Hope VI Demolition Project’. Harvey gav en af de mest roste koncerter på årets Roskilde Festival, og hun er lige snart Danmarksaktuel igen med to koncerter i Falkoner Salen i København i oktober.

Til lytteklubaftenen den 22. august sættes spot på hendes karriere fra de tidlige pladers rå kønskampe til de seneste mesterværker med rystende krigsskildringer. Den ene af aftenens to værter er musikbibliotekar Anya Mathilde Poulsen, som var medvært, da P6 Beat tidligere i år sendte seks timers radio viet til PJ Harvey i P6 Beat Elsker.

Rued Langgaard, NHØP og Opera Top 50
Andre klubtemaer, du kan glæde dig til, er den vildt eksperimenterende danske, klassiske komponist Rued Langgaard og jazzens store bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen.

Der kommer også en klubaften om de allerstørste operaer med udgangspunkt i P2s Opera Top 50.

Denne aften lyttes der til listens værker og dykkes ned i egne operafavoritter. Måske har du lyst til at fortælle om din yndlingsarie eller største operaoplevelse. Eller måske er du operanovice? Så er denne aften et godt sted at starte og få det store overblik.

Stevie Wonder og Billie Holiday
Sidst på året skrues op for varmen med en soullytteklub, hvor soulgenren og dens største navne, blandt andre Stevie Wonder, Marvin Gaye og Aretha Franklin, er aftenens lydspor.

Som afrunding på sæsonen er der skønhed og smerte i årets sidste jazzlytteklub, tilegnet legendariske Billie Holiday.

Program:
Den 22. august: PJ Harvey
Den 1. september: Rued Langgaard
Den 21. september: NHØP
Den 6. oktober: Opera Top 50
Den 10. oktober: They got soul
Den 16. november: Billie Holiday

Alle lytteklubber foregår kl. 19.00-21.00.

En lytteklubbillet koster 25 kr. og med i prisen får du en tematisk forfriskning.

/Stine Amanda