Anne Linnet vendte i 2015 tilbage med et nyt album, der bugnede af gode popnumre, med tekster og melodier som vi kender Anne Linnet bedst. Pladen høstede massive roser fra pressen og er indspillet sammen med et yderst veloplagt band der også er Annes liveband, når hun tager på turné landet rundt til sommer, for at spille både nye og gamle sange.

Anne Linnet, musikere, forfatter, sangskriver
Anne Linnet, musikere, forfatter, sangskriver

Anne Linnet, som har mere end 40 år bag sig i sin musikkarriere, har blandt andet givet os moderne klassikere som “Tusind Stykker”, “Smuk og Dejlig”, “Glor på Vinduer” og “Barndommens Gade”.

Anne Linnet har desuden modtaget IFPI’s Ærespris, som gives for hendes samlede karriere, og for hendes betydning for dansk musik.

Nu er Anne så tilbage med endnu et stærkt album, der melder om en varmere sound end de forrige udgivelser.

Den er kort sagt mere organisk end elektronisk, med numre der er akustisk orienterede, med fine referencer til artister så forskellige som Sheryl Crow, Cardigans og Danseorkestret.

Support: Wangel
Wangel blev allerede fra første release spået fine fremtidsudsigter af de danske anmeldere, da han udgav sin debut-EP i starten af 2015. Siden er det blevet til optrædener rundt i landet, blandt andet på Roskilde og SPOT Festival, samt en udsolgt koncert som headliner i Vega i København. ”Seoul” og ”Eternal History” er navnene på de to singler fra EP’en, der siden release er blevet spillet meget flittigt på blandt andet Danmarks Radios P3 og P6 Beat.

Stemmen og teksterne tilhører Peter Wangel. I tæt samarbejde med produceren Kasper Ejlerskov Leonhardt har han skabt lyden bag artistnavnet Wangel, som nu for alvor melder sig klar til den danske musikscene med debutalbummet ”Freedom”. Albummet bygger videre på EP’ens melankolske, elektroniske univers, men tager samtidig et stort skridt videre, fremad. Albummet har afsæt i Peter Wangels fortid og de oplevelser og erfaringer, der har præget ham som menneske og artist, og tager således lytteren med på en dybt personlig rejse, der slet og ret kan føles som en tur i rutsjebanen. ”Freedom” er kontrastfyldt og mangefacetteret. Pladen rummer både de langsomme ballader, de tunge, mørke og mystiske produktioner, samt de mere dansable numre, der trods alt minder os om, at livet må og skal nydes. Hvor der findes glæde, findes der sorg og omvendt.

Underholdning for børn
Børneunderholdningen foregår på pladsen foran Pipers hus, med den flotte Kulturbussen som centrum. De fire tirsdage kan børnene hygge sig med sjove aktiviteter i og omkring Kulturbussen i Byparken. Børneaktiviteterne begynder klokken 18:30 og kører frem til klokken 21:00. Børnene får mulighed for at opleve kunst og kreative aktiviteter.

Tirsdag d. 26. juli er der en kreativ workshop i Kulturbussen, hvor du kan lære at tegne alt det du ser rundt om dig. Helle Hermann har blandt andet undervist på Galleri B og nu får alle børn i Byparken mulighed for at tegne kugler og cylindere, så det ser ud som om det kommer ud af dit papir. I tatoveringsværkstedet kan du få en flot midlertidig tatovering.

Tirsdag d. 26. juli fra kl. 18.30 i Roskilde Bypark
Musikken starter kl. 19.30
Gratis entré
Byparkskoncerterne arrangeres af Roskilde Kommune og Gimle.