Traditionen tro har Roskilde Kommune i år besøg af et hold grønlandske elever fra vor venskabsby Nanortalik. I år kommer 29 elever i alderen 12-13 år fra Nanortalik skole i Kujalleq Kommune. Eleverne ledsages af deres to grønlandske lærere. De grønlandske skoleelever landede torsdag d. 13. aug. Og rejser hjem igen torsdag d. 3. september om morgenen.

Pressen har mulighed for at tage billeder af børn og voksne, når skoleledelsen Søren Mortensen og Kasper Broeng fra Absalon skole fortæller om Absalon og folkeskolen generelt sammen med grønlandskoordinator Tine Gudmandsen.

Det foregår kl. 14.10 på Absalon Skole i Roskilde onsdag den 26. august. Henvendelse skal ske på skolens kontor.

Information om Kulalleq Kommune
Kommune Kujalleq blev etableret i 2009 som en samling af tre oprindelige kommuner. Som det øvrige Grønland står Kommune Kujalleq i de kommende år over for store udfordringer til at udvikle en effektiv organisation, der fortsat er i stand til at sikre en rimelig service for kommunens borgere, inden for rammerne af den offentlige økonomi i Grønland. Kommune Kujalleq omfatter hele Sydgrønland. Denne region har et meget stort erhvervspotentiale i form af udnyttelsen af naturressourcer som råstoffer, fiskeri og landbrug samt turisme.

Gode erfaringer
Kommunen fokuserer i sine kerneydelser på at styrke den enkelte borgers tryghed og muligheder i livet gennem uddannelse, stærke fællesskaber og en solid kerneservice. I de forløbne år har Roskilde Kommune og Kommune Kujalleq gode erfaringer med dialog og samarbejde og begge parter ser et stort potentiale i at formalisere og videreudvikle dette samarbejde.